Vejr

2000 evakueret fra naturbrande i Spanien

Vejret giver ikke meget håb om en snarlig slukning af naturbrande.

Der er bragende varmt og knastørt i det sydlige Spanien, og det vejr skaber gode betingelser for naturbrande, der er brudt flere steder. Det skriver nyhedsbureauet AP.

De spanske myndigheder har evakueret 2000 mennesker fra de truede områder i Andalusien, og der er sat 1000 mand ind for at bekæmpe brandene.

De evakuerede kommer fra fem forskellige områder i Malaga, og de fleste er ifølge myndighederne indkvarteret hos pårørende, mens nogle enkelte er sendt på hotel.

Det frygtes, at det meget tørre varme vejr vil forværre situationen.

Ifølge det spanske meteorologiske institut AEMET er landet på grænsen af en hedebølge.

Temperaturerne er allerede et godt stykke over 30 grader, og de stiger yderligere i weekenden.

Der er indsat syv brandslukningshelikoptere og et fly til at koordinere brandslukningen.

Tre brandmænd er kommet til skade i forbindelse med slukningsarbejdet, der besværliggøres af vinden.

En af de tre er indlagt med forbrændinger på en fjerdedel af kroppen.