Vejr

Grå og våd tirsdag - men her kan der komme opklaring

Et lavtryk giver en kølig og stedvis blæsende tirsdag.

Tirsdag er startet ud med regn og byger flere steder.

Især i det jyske er der en stor risiko for regn og byger fra morgenstunden – og faktisk dagen igennem.

Et lavtryk flytter sig i dagens løb langsomt fra Tyske Bugt ind mod Vestjylland.

Det giver en ret skyet tirsdag og beherskede temperaturer, typisk 12-16 grader.

Lokalt kan bygerne være kraftige med torden og hagl, men skybrud forventes ikke tirsdag.

I de østlige egne er der bedre chance for tørvejr i længere perioder og måske lidt kig til solen. I Østdanmark kan temperaturen komme op på 15-18 grader.

På Bornholm er der gode chancer for, at solen kommer rent igennem op ad eftermiddagen.

Vinden vil mange steder være svag, men syd for lavtrykket kan den være frisk til hård. Flere steder vil man opleve at vinden tager til i løbet af dagen, når lavtrykket flytter sig mod nord.

I aftentimerne vil det fortsat kunne regne i den nordlige halvdel af landet, resten af landet har gode chancer for tørvejr og lidt opbrud i skydækket mod øst.

Du kan følge dagens vejr på radaren her eller i app under radar og kort.