Vejr

Solrig lørdag i vente – her bliver det varmest

Temperaturen kommer over 20 grader mange steder.

Sommeren melder for alvor sin ankomst til Danmark lørdag.

Der er således udsigt til en dag med masser af sol og temperaturer over 20 graders varme mange steder.

Først skal solen dog få bugt med en del skyer, der hænger ind over landet lørdag morgen. Især mod vest er morgenstunden ganske overskyet.

Opklaring de næste timer

Allerede i løbet af de næste morgentimer vil der begynde at gå hul i skydækket.

Og når først solen har fået lavet hul, vil det gå stærkt med at få ryddet skyerne af vejen. Dermed forventes der op ad formiddagen solrigt vejr til langt de fleste.

Ved solens hjælp kommer vi allerede i løbet af formiddagstimerne op mellem 15 og 20 grader på termometret.

Her bliver det varmest

I eftermiddag vil der være solrigt vejr i hele landet.

Samtidig kravler temperaturen op over 20 graders varme mange steder. Temperaturen topper med 22 til 23 grader.

Varmest bliver det i Nordjylland og i Østjylland, mens man på Midtfyn og ved Hovedstadsområdet også kan komme over de 20 grader.

Men med svage vindforhold bliver det sommerligt i hele landet. Kun langs kyster med pålandsvind vil det føles køligt, da vandtemperaturen stadig er til den lave side.

Mange vil helt sikkert bruge deres fridag på at nyde det solrige sommervejr, men man skal i så fald sørge for at huske solcreme. UV-indekset er nemlig over 6 på nuværende tidspunkt.

Det lune sommervejr fortsætter helt ind til solnedgang, der først finder sted mellem klokken 21.31 og 22.12.

Herefter falder temperaturen i løbet af natten til under 10 grader.