Vejr

Farlige tsunamier lurer langs Grønlands vestkyst

Rasmus Nielsen var for fem år siden ved at blive revet med ud i det iskolde hav ud for Grønland.

Hver eneste onsdag klokken 12 lyder sirenen over byen Uummannaq på den grønlandske vestkyst.

Alarmen testes for at være klar, hvis et af naturens mest skræmmende fænomener rammer byen.

Oprindeligt skulle alarmen lyde ved brand, men efter en hændelse i 2017 er myndighederne blevet opmærksomme på en endnu større trussel.

Et jordskred udløste dengang en 90 meter høj tsunami på havet.

Da bølgen ramte kysten, var det med en højde på ti meter.

Tæt på at dø

En af dem, der stod det forkerte sted den dag, var Ramus Nielsen, som TV Vejret har besøgt i Uummannaq.

Da bølgen kom, var han i gang med at hale en båd på land sammen med sine brødre.

- Den var større, end jeg forventede. Jeg troede ikke mine egne øjne, fortæller han.

Hændelsen blev fanget på video, der viser, hvordan bølgen bare slynger en båd højt oppe på klipperne til side.

- Bølgen kom sådan, siger Rasmus Nielsen skubber fremad med armene.

- Den skubbede mig op, men på vej ned trak den mig tilbage. Mine brødre reddede mig, fortæller han.

Rasmus Nielsen overlevede, men fire andre af bygdens indbyggere omkom. 11 huse blev trukket ud i havet.

Tsunamierne udløses af ikke bare af jordskælv. Vejrets gang i Grønland spiller også en stor rolle.

Når isbræerne kælver, falder enorme bjerge af is i vandet, hvilket til enhver tid vil kunne udløse en uforudsigelig bølge.

Nogle gange flækker isbjergene til søs, og så kan skiftet mellem smeltevand og frost sprænge revner i fjeldsiderne, der så kan styrte i vandet.

Alt sammen fænomener, der kan rejse en livsfarlig kæmpebølge.

Jordskredet i 2017 fik 45 millioner kubikmeter fjeldmateriale til at flytte sig 1300 meter under havet, hvilket satte en enorm mængde vand i bevægelse.

45 millioner lyder som et enormt tal, men efterfølgende har geologiske undersøgelser vist, at et ti gange så stort område ude i fjorden er i fare for at kollapse, hvilket kunne udløse en langt større tsunami end for fem år siden.

Folk flyttet fra farezonen

Efter 2017-tsunamien er to bygder blevet nedlagt, herunder Nuugaatsiaq som Rasmus Nielsen boede i. Bygderne lå simpelthen for farligt i forhold til tsunamier.

Familierne fra de to nedlagte bygder bor nu i stedet i 33 nyopførte huse i Uummannaq, der godt nok også vil kunne blive ramt, men ligger bedre i landskabet og giver mulighed for at søge op i højden.

Faktisk har byen markeret med skilte, hvilken vej man skal løbe ved en tsunami, så man er sikker på at komme opad, hvis alarmen pludselig lyder.

Selvom Rasmus Nielsen er genhuset, drømmer han sig alligevel tilbage til den oprindelige bygd.

- Man prøver at komme videre med livet og venter på, at man måske en dag kan vende tilbage, siger han.