Sommeren er begyndt - data peger på 30 dage med over 25 grader
Maj bød kun på to sommerdage, men allerede i weekenden vender sommervejret tilbage.
Selvom forårssolen skinnede som aldrig før, fulgte varmen ikke med.
Kun 18. og 19. maj blev der målt temperatur over 25 grader i foråret.
Normalt har vi fem meteorologiske sommerdage i maj.
30 sommerdage i vente
Hvis sommeren bliver normal, kan vi forvente 28 meteorologiske sommerdage i juni, juli og august og yderligere to i september.
En meteorologisk sommerdag er defineret ved, at der mindst et sted i landet måles over 25 grader.
Sidste år fik vi 40 sommerdage, hvoraf de syv var såkaldte tropedage med over 30 grader.
En gang imellem tilsmiles vi også med sommerdage i april og oktober. I 2018 fik vi den første sommerdag 19. april, og i 2011 blev der målt knap 27 grader i Sønderjylland 1. oktober.
Sommervejr i weekenden efter tre dage med skybrud
I år er der til gengæld god grund til at glæde sig til vejret i pinsen.
Det bliver nemlig smukt sommervejr i hele landet - også selvom det ikke byder på meteorologiske sommerdage.
Fra pinselørdag til 2. pinsedag kan vi forvente svag vind, meget sol og temperaurer over 20 grader. Behageligt sommervejr.
Det passer perfekt med, at mange danskere holder pinseferie.
Der er nok også mange af os, der tænger til det efter tre dage med lokale skybrud. Mandag fik vi årets første skybrud i Vestsjælland, og tirsdag og onsdag blev henholdsvis Aarhus og København ramt af skybrud.
De seneste ti år har vi i gennemsnit årligt haft 23 dage med lokale skybrud.