Vejr

Endnu et sommertegn - i nat kunne man se lysende natskyer

Et af sommerens smukkeste fænomener var synligt i nat, da skyer i 80 kilometers højde kom til syne på Sydfyn.

Sommeren er den tid på året, hvor vi opholder os mest ude i de sene aftentimer. Under de rigtige forhold kan man være heldig at se lysende natskyer.

Lysende natskyer er højthængende skyer i cirka 80 kilometers højde, som om sommeren kan lyses op, fordi Solen er lige under horisonten.

Solens lys passerer derfor lige forbi Jorden og lyser de højthængende skyer op.

Lysende natskyer er især tydelige, når Solen når 5 til 10 grader under horisonten.

I begyndelsen af sommeren er de bedste forhold derfor i perioden mellem 22.30 og 23.30 og igen mellem klokken 3 og 4 om natten.

Lysende natskyer dannes, når temperaturen i den ydre del af atmosfæren over de polare egne falder til mellem minus 100 og minus 150 grader.

Skyerne består af vanddamp, der er blevet til is på meteorstøv.

Andre sommertegn

Udover lysende natskyer og de lyse nætters tid er der også mange andre sommertegn. De seneste tre dage har vi oplevet årets tre første skybrudsdage.

Et mere behageligt sommertegn er vejrudsigten for weekenden, hvor alle vil mærke sommervejr med svag vind, sol og op til 23 grader.

Perfekt vejr til at opholde sig ude i – også sent om aftenen.

Måske vil endnu flere lysende natskyer åbenbare sig på himlen?