Ny solrekord kom i hus i 11. time
Foråret blev det mest solrige i Danmark siden målingerne begyndte i 1920.
Foråret er kendt for solskin, og det har foråret 2022 i høj grad levet op til. Normalt kan vi forvente 556 solskinstimer i foråret, men i år er det overgået med over 150 timer.
Frem til klokken 20 på årets sidste forårsdag har vi fået 711,4 solskinstimer. Det er en smule mere end rekorden fra 2020, som lød på 710,3 timer.
Marts slog hidtidig rekord med knap 20 procent
Før foråret 2022 begyndte lød rekorden for marts på 200 solskinstimer. Den blev nærmest gjort til skamme, da vi i år nåede 238,6 landsdækkende solskinstimer. Det er yderst sjældent en vejrrekord bliver slået så eftertrykkeligt.
Efter den første måned med over 100 solskinstimer mere end det normale, var der grobund til en ny forårsrekord.
Klimanormalen, som er gennemsnittet i perioden fra 1991 til 2020, lyder på 131 solskinstimer i marts.
April bød på 249,1 solskinstimer, hvilket er 61 timer mere end det normale.
De to første solrige forårsmåneder betød, at en ny solrekord for foråret var opnåelig. Alligevel skulle vi frem til om aftenen på den sidste forårsdag før rekorden kom i hus.