Vejr

Køligt forårsvejr på vej

De næste par dage bliver både kølige, ustadige og blæsende.

Kristi himmelfartsferien banker på døren, hvor mange kan se frem til nogle ekstra fridage.

De kommende dage er højtid for konfirmationer landet over. Og derudover afholdes en af landets største musikfestivaler i form af Jelling Musikfestival.

Derfor får vejret de kommende dage helt sikkert ekstra stor betydning, når diverse arrangementer afholdes landet over. Vejret bliver dog lidt af en blandet landhandel.

Vi ser nemlig ind i nogle dage med ustadigt vejr på paletten, hvor der både vil være perioder med solskin, men også forbigående regnbyger undervejs.

Derudover bliver dagene generelt til den kølige og blæsende side.

Spredte byger Kristi himmelfartsdag

Ifølge prognoserne skal en front passere landet natten til torsdag med en del byger. Dermed kan især de østlige landsdele have enkelte byger i morgentimerne.

Ellers er der udsigt til en helligdag, hvor solen i perioder får god plads på himlen. Ud på eftermiddagen kan spredte byger dannes, men nedbørsmængderne bliver i småtingsafdelingen.

Når det bliver varmest, bliver det mellem 13 og 16 grader. En kølig dag, da der også vil blæse en frisk til hård vind fra vest.

Sidst på aftenen går et område med regnbyger i land over den sydvestlige del af landet, som i løbet af natten til fredag passerer landet.

Blæsende og kold fredag

Fredag bliver weekendens lavpunkt. Her står den igen på spredte byger, der lokalt kan blive kraftige.

Temperaturen forventes blot at toppe med mellem 12 og 14 grader. Da det ovenikøbet bliver blæsende med vindstød op til stormende kuling længst mod vest, bliver det en decideret kold dag for årstiden.

Pæn lørdag

Frem mod lørdag bygges et højtryk op over De Britiske Øer, hvilket forventes at give en behagelig lørdag. Enkelte byger kan forekomme, men ellers byder dagen på overvejende tørvejr.

Sol bliver der også plads til, og da temperaturen kan komme op omkring 17 grader, er der udsigt til en helt lun lørdag.

Vinden er desuden aftagende. Kun langs den jyske vestkyst vil det fortsat være blæsende.

Usikker søndag

Der er stor usikkerhed omkring, hvordan ugen slutter af.

Lige nu er der udsigt til, at et lavtryk kan trille ned over Danmark og give regnbyger søndag. Omvendt er der også mulighed for, at højtrykket, der gav det pæne vejr lørdag, fortsat giver overvejende tørvejr søndag.

Hvorom alting er, aftager vinden formentlig yderligere, mens temperaturen igen kan komme op omkring 17 grader.