Vejr

Hedebølge i Spanien sætter nye varmerekorder

Tidlig hedebølge med temperaturer langt over legemstemperatur præger Sydspanien.

Spanien er kendt for varme, og når det er varmest, flygter spanierne selv ud mod afkølende kyster. Det er normalt sidst på sommeren, at varmen er værst, så mange spaniere holder ferie i august.

Der er nok en del spaniere, der ville ønske, at de havde planlagt ferie lige nu, så de kunne trække mod strandene i den ulidelige varme.

Både fredag og lørdag har man i Andalusien målt over 40 grader i den tidlige hedebølge, der har ramt landet.

I Sevilla måltes 41,0 grader. Det er den højeste majtemperatur nogensinde målt for Sydspaniens største by. I august kan varmen blive endnu værre, og varmerekorden fra 1946 lyder på 47,0 grader.

I byen Andujar, 175 kilometer nordøst for Sevilla, har man fredag og lørdag målt henholdsvis 41,8 og 41,6 grader.

Tropenat eller sommerdag om natten?

I Danmark kalder vi det en tropenat, hvis temperaturen hele natten holder sig over 20 grader. I den sydspanske by Jaén nåede temperaturen natten mellem fredag og lørdag aldrig ned under 27,3 grader.

Det er knap en grad varmere end de 26,4 grader, der var den tidligere højeste minimumtemperatur målt i maj i Tenerife i 2003. I Danmark kalder vi det en meteorologisk sommerdag, når vi måler over 25 grader, hvilket sætter den usædvanlige varme i perspektiv.

Søndag vil fortsat byde på meget varmt vejr i Spanien, men varmen er aftagende, så det bliver meget mere almindeligt igen.

Mandag ventes generelt mellem 30 og 35 grader i Sydspanien.

Nye varmerekorder for Marokko og Andorra

Nord og syd for Spanien har hedebølgen givet nye nationale varmerekorder for maj.

I byen Sidi Slimane i Marokko med 100.000 indbyggere målte man torsdag 45,7 grader. Det er den højest målte temperatur nogensinde målt i maj i landet.

I ministaten Andorra ved grænsen mellem Spanien og Frankrig blev der lørdag målt 32,7 grader. Det var 0,2 grader højere end den tidligere rekord fra 2012.

Den nye rekord i bjergstaten blev målt i knap 900 meters højde.