Vejr

Pæn fredag med sløret sol - her kan vi nå 20 grader

Der venter dog fredag aften udbredt regn fra sydvest.

Efter to sommerdage, hvor termometeret lokalt kom over 25 grader, er varmen nu skubbet væk fra Danmark.

Vi er vågnet op til lidt køligere luft, men i løbet af dagen kan vi godt nærme os 20 grader.

Fra morgenstunden dominerer skyerne, men det er lunt med op til 15 grader.

I løbet af formiddagen vil det klare op fra sydvest, og der kommer nogen sol.

Solen vil dog skinne bag højtliggende skyer, så himlen vil ikke altid være helt blå.

Dagen igennem holder det tørt, og temperaturen bliver mange steder behagelig.

Ved østvendte kyster vil termometeret mange steder nå 18-19 grader, og lokalt forventer vi at nå 20 grader.

Vinden vil være ret svag fra en sydvestlig retning.

Der vil op ad dagen komme flere og flere høje skyer, så det vil efterhånden blive mere overskyet.

Det er optræk til et større regnvejr i aften, hvor en front skal passere Danmark i aften og i nat.

Regnvejret vil levere 3-10 tiltrængte millimeter regn, men er overstået lørdag - her vil der dog fortsat være byger.