Vejr

Varm dag bliver også den vådeste længe

Den lange periode med flot højtryksvejr synger på sidste vers – nu venter mere ustadigt vejr.

Torsdag ser ud til at give kraftige byger sidst på dagen og måske endda lokale skybrud. Nogle af bygerne vil også være med torden.

Dermed vil en meget varm dag med chance for over 25 grader også ende drivvåd.

Med mindst 25 grader bliver torsdag årets anden meteorologiske sommerdag. Vi havde den første onsdag, og det falder inden for normalområdet.

I gennemsnit har vi nemlig årets første sommerdag den 20. maj.

Sommer i Norge

En anden af de meteorologiske mærkedage lod til gengæld vente længe på sig i år.

Årets første dag med 20 grader, hvilket normalt allerede falder 20. april, fik vi først 10. maj.

Der er ikke nogen dansk definition på en 20-gradersdag, men spørger du en norsk meteorolog, vil han kalde det en ”nordisk sommerdag”.

Lavere temperaturer i vente

Efter den våde torsdag venter en pæn fredag med 16 til 20 grader, men sidst på aftenen vender regnen tilbage.

Og så venter der nogle vekslende dage med lavere temperaturer.

Lørdag må vi nøjes med op til 18 grader, og der kan også komme en smule byger.

De følgende dage ser tørre, men også lidt kølige ud.