Nyd vejret – lige nu er himmel og natur smukkest
Maj er måneden med de stærkeste farver i naturen og på himlen.
Hvilken måned er årets bedste? De fleste nyder nok udendørslivet mest i sommermånederne, men alligevel er maj efter manges mening den smukkeste.
Maj er så farverig, og himlen er mangfoldig. Alting blomstrer, og himlens dynamik og farver er intense. Naturen er meget grøn og gul i maj, og himlen ofte mere blå end i sommermånederne. Det skyldes, at luftmassen er lidt køligere og med mindre luftfugtighed end i juni, juli og august. Derfor bliver himlens blå farve stærkere.
Derfor modtager TV 2 VEJR også utroligt mange billeder i maj. Alene i dag er der foreløbigt ankommet langt mere end 100 fotos i vores indbakke.
Ovenstående billede fra Anja Knappe viser kombinationen af den smukke natur og himmel. En blomst er fanget i en vinkel med en halo fra cirrusskyer i baggrunden.
Majs marker og sociale medier
Den stærke gule farve er majs varemærke. Rapsmarkerne er et populært motiv og bliver ofte postet på sociale medier.
Selv i månelys er rapsmarkerne fotogene. Nedenstående opslag på Instagram fra Nordtyskland viser gårsdagens fuldmåne over stærkt farvede gule og grønne marker.
Solopgange og solnedgange følges i maj
TV 2 VEJR modtager dagligt flotte fotos af solopgange i maj, men dog færre sidst på måneden. Det hænger sammen med, at solen står op allerede omkring klokken 04.30 i de sidste dage i maj. Først på måneden er det en time senere, og her er flere klar med kameraet.
Danmark udvides i maj
Maj er også en måned, hvor søer og kyst kommer mere i brug – både som legeplads og som motiv.
Danmark har mere end 8000 kilometer kyststrækning og desuden mange søer. Disse kommer meget mere i flor sent på foråret, når vandtemperaturen stiger. Det er endnu en grund til, at maj er så smuk.