Vejr

Lun søndag i vente – uden megen vind

Vi får det en lille smule varmere, men da vinden har lagt sig, bliver det en behagelig dag.

Søndag bliver en rigtig behagelig afslutning på bededagsferien efter en lørdag præget af vind.

Dagen er begyndt med en del skyer over især Jylland og Fyn. Temperaturen ligger fra start på omkring fem til ti grader, men stiger hastigt.

Det bliver naturligvis især varmere der, hvor solen skinner, hvilket er nord for Limfjorden og det østlige Danmark.

I løbet af dagen sker der en omfordeling af skyerne. Skyerne bryder op og lægger sig i stedet over Nordjylland og det østlige Danmark for en periode.

Samtidigt klarer det så op i den sydvestlige del af landet.

Varmere dage i sigte

Temperaturen kommer op på 17-18 grader, men fordi der er mindre vind, vil det klart føles lunere end lørdag.

Og oven på en dejlig søndag bliver der de kommende dage skruet op for temperaturerne.

På torsdag er der 24 grader i femdøgnsprognosen, og dermed kan vi komme tæt på årets første sommerdag.