Vejr

Her er strømmen næsten gratis lørdag

I dele af landet bliver priserne på strøm næsten gratis på grund af sol og vind.

Der er masser af penge at spare på elregningen lørdag – specielt hvis du er bosat øst for Storebælt.

En kombination af sol og vind gør, at hvis man har variable strømpriser, som mange danskere har, kan man de næste timer med fordel få ladet sin elbil op eller starte vaskemaskinen.

Der er nemlig udsigt til en lørdag med en del sol, men også relativt meget blæst. Dermed vil en stor del af strømmen komme fra vedvarende energikilder og sende strømpriserne i bund.

På tværs af landet er der dog stor forskel på de variable strømpriser.

Helt i bund er priserne i Østdanmark. Som det fremgår af grafen herunder, vil strømpriserne fra klokken 10 til 18 være næsten gratis, idet prisen er under 10 ører per kilowatt-time.

Anderledes dyrt er det i Vestdanmark. Men også her vil strømmen være næsten gratis midt på eftermiddagen.

Årsagen til den store forskel skyldes et såkaldt flaskehalsproblem.

- Vestdanmark har store kabler til både Tyskland, Holland og Norge, og dermed kan den store elproduktion sælges til udlandet til en ret høj pris. Et højtryk over kontinentet betyder nemlig lav vindproduktion de steder vi kan sende strøm hen. Omvendt hjælper det klare vejr og den tilhørende høje solproduktion midt på dagen prisen ned i de timer, udtaler energimeteorolog Philip Tarning, fra Centrica Energy Trading.

Omvendt uddyber Philip Tarning, at den store elproduktion i Sverige ikke kan nå kontinentet, da forbindelserne over Sjælland ikke er kraftige nok. Derfor har Østdanmark adgang til billig energi fra egne vindmøller og solceller, samt produktion af vind- og vandkraft fra Sverige.

Til gengæld vil elpriserne være høje i hele landet i aften. Det skyldes, at mange skal lave mad eller se tv, hvilket gør efterspørgslen på strøm høj.

Husk at der udover den rå strømpris også kommer afgifter ovenpå, men det gør der på alle timer af døgnet.

Vi får overproduktion af grøn strøm

Der er godt gang i vindmøllerne, der lørdag formiddag klokken 9.30 producerer næsten 4000 megawatt, mens solcellerne bidrager med knap 1000 megawatt.

Det svarer til, at Danmark producerer omkring 130 procent af sin strøm fra sol og vind.

Selvom vi producerer over 100 procent grøn strøm, kører der stadig nogle fossile kraftværker, der bidrager med noget CO.

Den strøm, der overproduceres i Danmark, eksporteres til vores nabolande. I Norge har man meget vandkraft, som kan stoppes på dage, hvor de kan importere billig strøm fra for eksempel Danmark. På den måde kan de gemme produktionen til dage, hvor det ikke blæser.

Strømpriserne varierer time for time, men man kan godt forudsige, hvor meget grøn strøm, der vil være i stikkontakten de næste timer frem.

Du kan følge strømproduktion og udveksling hos energinet.