Årets første dag med mere end 20 grader kom usædvanligt sent
Om blot ti dage kan vi forvente årets første sommerdag, hvis vi kigger på gennemsnitsdatoen.
For første gang i år har vi haft over 20 graders varme.
Og det er på trods af, at en front er på vej ind over landet med skyer, regn og en smule køligere luft.
At vi alligevel har fået årets hidtil varmeste dag i dag skyldes, at der på forsiden af tirsdagens regnvejr er blæst varm luft fra syd op over Danmark.
Det har fået temperaturen til at stige over især den sydlige og østlige del af landet.
Her har det været varmest
Tirsdag middag klokken 12.40 ramte det første officielle termometer 20 graders varme i 2022.
Det skete ved Tessebølle, der ligger på det østlige Sjælland lige syd for Herfølge. Siden fulgte flere vejrstationer på Sjælland, Bornholm og Lolland efter.
I Danmark har vi ikke nogen definition for dage med mellem 20 og 25 graders varme. Men vi har i dag en nordisk sommerdag, ifølge norsk definition.
I skrivende stund har temperaturen toppet på 21,1 graders varme ved Hammer Odde. Bornholm har, ud over de varme vinde fra syd, været begunstiget af masser af sol, der nemt har varmet klipperne ved Hammeren op.
Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at Hammer Odde formentlig løber med dagens højeste måling.
I kortet herunder er maksimumtemperaturer i hele landet vist indtil tirsdag klokken 13.50.
Som det kan ses, er dagens frontsystem ret tydeligt, da der er store forskelle på tværs af landet.
Generelt er det varmest over de sydlige og østlige landsdele, mens temperaturen er noget mere behersket længere mod nordvest på grund af den køligere luft, som er på vej ind over landet.
Usædvanligt sent
Årets første dag med mere end 20 graders varme kommer usædvanligt sent i år.
Ifølge den danske klimanormal for perioden 1991-2020, kan vi i gennemsnit forvente den første dag med 20 graders varme eller derover 20. april.
Sidste år oplevede vi allerede mere end 20 graders varme på den sidste dag i marts, men i år har vi altså måttet vente helt til maj.
Faktisk er det 23 år siden, at vi sidst havde et år, hvor vi så sent på foråret nåede de 20 grader på termometret.
Om blot ti dage har vi gennemsnitsdatoen for den første meteorologiske sommerdag, der er defineret ved 25 grader eller derover.