Vejr

Smuk afslutning på weekenden – op til 20 grader

Luften over Danmark er stort set den samme som i går, men med mere sol kan vi få det en smule varmere.

Mange benytter nok lejligheden i dag til at ønske deres mor en god dag, og vejret kunne næppe være smukkere.

Højtryk dominerer nemlig fortsat vejret over Danmark, og det sikrer os en flot og solrig afslutning på weekenden.

Vi befinder os dog i randen af højtrykket, hvor det er en smule blæsende, og især ved de nordvendte kyster bliver det lidt mere susende og køligere end i resten af landet.

Skydækket vil til gengæld være mindre end lørdag, nogle steder bliver det noget nær skyfrit dagen igennem, og da luften i det store hele er uændret i det sidste døgns tid, er der også mulighed for, at vi kan få det en smule varmere.

Sker det, bliver det første gang i år

Således kan vi lokalt komme op på 20 grader, hvor vi lørdag nåede 18,7 grader, og sker det, bliver det første gang i år.

Generelt vil temperaturen ligge på mellem 13 og 18 grader, og det vil være varmest mod syd og sydvest i Jylland, på Fyn og på Sjælland samt i Storkøbenhavn. Selv på mindre øer vil man også opleve en mærkbar temperaturforskel fra vindsiden til læsiden.

På Bornholm, hvor der er stemplet 10 grader på vejrkortet herover, kan man eksempelvis forvente 10 grader i Gudhjem og 15-16 grader i Rønne.

De steder, hvor det bliver varmest, vil der ud på eftermiddagen kunne opstå enkelte cumulusskyer, som er så karakteristiske for sommerhalvåret. "Vattotskyerne" mister dog pusten igen inden aften, og således kan alle opleve en smuk aftenstund, hvor solen går ned mellem klokken 20.48 og 21.24.