Enorme mængder regn i Spanien - her faldt en fjerdedel af Danmarks årsregn på bare 24 timer
I Valencia måtte bilister reddes af brandvæsnet, da vejene pludseligt stod under vand.
Mens vi herhjemme må kigge længe efter den næste dråbe fra himlen, er situationen en helt anden i Spanien.
Tirsdag faldt der ikke mindre end 201,1 millimeter regn i Valencia på bare ét døgn. Det kan sammenlignes med, at der falder omtrent 750 millimeter regn om året i Danmark.
Dermed fik borgerne i Valencia mere end en fjerdedel af hele Danmarks årsnedbør på bare 24 timer.
De enorme mængder regn udløste oversvømmelser mange steder i byen og satte en stor del af den offentlige transport ud af spillet.
Selvom det kun er godt 20 centimeter vand, er det nok til at lamme kloaksystemet.
Da vandet ikke længere kunne komme bort, samlede det sig meterhøjt på lavtliggende steder som for eksempel viadukter.
Flere steder måtte brandvæsnet redde bilister, der var fanget i vandmasserne.
Videoer viser, hvordan folk står oven på bilerne, mens vandet er nået langt op over bilernes ruder.
Skybruddet over Valencia er det kraftigste målt nogensinde maj måned i Spanien, siden målingerne begyndte i 1871.
Onsdag er regnvejret fortsat i Valencia og på den øvrige spanske Middelhavskyst.
Dog er der faldet noget mere moderate mængder regn i dag.