Så voldsom så tornado ud fra luften
En voldsom tornado har beskadiget 1000 bygninger i den amerikanske stat Kansas.
En video lagt på Twitter af den amerikanske meteorolog Reed Timmer viser, hvor voldsom den tornado, der ramte Kansas fredag, var.
Tornadoen var en 3’er på en skala, der går fra 1 til 5.
På videoen ses, hvordan tornadoen flår tage af, mens den bevæger sig hen over en flere hundrede meter lang strækning.
- Det er en vild video. Man fornemmer virkelig, hvor hurtigt luften bevæger sig, og hvor farligt det er, siger meteorolog ved TV 2 VEJR Sebastian Pelt.
Sebastian Pelt har beskæftiget sig indgående med ekstremt vejr og tager selv afsted i næste uge på studietur til tornadobæltet i USA i næste uge.
Reed Timmers video er optaget med drone, og det, at man kan flyve med en drone så tæt på et så kraftigt vejrfænomen, viser, hvor lokalt tornadoer egentlig rammer.
- Læg mærke til, at der nærmest er helt stille lige i nærheden. Det viser, at tornadoen går ned som et bor eller en sylespids og pløjer sig gennem området, siger han.
Ægtepar skyndte sig ned i kælderen
Reed Timmer skriver på Twitter, at det er utroligt, at ingen omkom i tornadoen.
Der var dog ifølge nyhedsbureauet AP tre dødsfald i forbindelse med uvejret. Det var dog ikke i selve tornadoen, men på grund af den regn, der fulgte med.
Der var tale om tre meteorologistuderende, der omkom, da de jagtede tornadoen i bil. Regn på vejbanen fik deres bil til at akvaplane, og de kørte sammen med en lastbil.
AP har en øjenvidneberetning fra ægteparret Flor og Aldo Delgado fra Andover. De sad i deres kælder, mens deres hus blev flået i stykker over dem.
Fredag aften havde de set tornadoen blive dannet udenfor, og de skyndte sig i sikkerhed i kælderen.
- Lyset begyndte at blinke og gik ud. Et minut senere rystede huset, og larmen var utrolig høj. Der var støv over alt, og vi kunne mærke, at vi fik vand i ansigtet. Det føltes, som om det varede et minut, hvor den var lige oven over os, siger Aldo Delgado.
Bad for deres liv
Da de kunne høre, at huset var ved at blive totalt ødelagt, begyndte ægteparret at bede til Gud.
- I det øjeblik vidste jeg, at vi absolut intet kunne gøre. Og jeg vidste, at min mand også vidste det. Han var rolig og trøstede mig, men på et tidspunkt mister han fatningen og begynder at græde. Jeg kunne høre hans stemme knække, mens han bad, siger hun.
Da tornadoen var væk, kunne ægteparret kravle ud gennem resterne af deres hjem. Alt var ødelagt.
AP skriver, at tornadoen har skadet omkring 1000 bygninger på en cirka seks kilometer lang strækning. Der er adskillige kvæstede, men kun en beskrives som i en kritisk tilstand.
Omkring 15.000 har stået uden strøm, og der arbejdes fortsat på at få genrejst elmaster og repareret ledninger flere steder.
Højsæson for tornadoer
At den voldsomme tornado kom nu, passer godt med kalenderen. Det er nemlig højsæson for de kraftige hvirvelvinde.
- Tornadoer opstår her i foråret og den tidlige sommer. De kommer, fordi den varme, fugtige luft fra Den Mexicanske Golf går op og støder sammen med den kolde, tørre luft oppe fra bjergene i nord og danner de her såkaldte superceller, siger Sebastian Pelt.
Selvom det er sjældent, og de er mindre kraftige end de amerikanske, kan vi også opleve tornadoer i Danmark.
Det skete blandt andet sidste år i august på Lolland.