Vejr

Her er der faldet 22 meter sne

Sneen svarer til mere end det dobbelte af Danmarks nedbør på et år.

Vi hører tit historien om, at der ikke længere falder sne i Danmark, som der gjorde i gode gamle dage. Og det er der bestemt også noget om, men …

Er der et sted, hvor de ikke har manglet sne i år, er det på det 1429 meter høje bjerg Okenashi i Niigata i Japan.

På skisportsstedet Lotte Arai har japanerne målt ikke mindre end 22 meter sne denne vinter.

Det store snefald har givet mulighed for at tage det nedenstående billede, som blev lagt på Instagram tidligere på måneden.

Det meste af sneen skulle være faldet hen over en periode på 69 dage, hvor der altså i gennemsnit er faldet lidt over 30 centimeter sne om dagen.

Sne fylder omkring 10 gange så meget som vand, så 30 centimeter svarer cirka til 30 millimeter regn.

Da der falder omkring 750 millimeter om året i Danmark, har de dermed fået nedbør svarende til et helt års dansk nedbør på under en måned.

Hvis al nedbør i Danmark faldt som sne, og der var frost hele året igennem, ville vi altså kun kunne mønstre syv en halv meter sne og ikke 22 meter som på det japanske skisportssted.