Vejr

Særlig vinkel skabte mystisk flyskygge på himlen

Vi er vant til, at fly har en hvid stribe efter sig, men pludselig var der en mørk stribe foran.

Et fly over Esbjerg vakte opsigt torsdag formiddag, da en underlige skygge tegnede sig foran flyet.

Skyggen lå på linje med flystriben bag flyet, og på den måde så det ud som om, at flyet fløj ind mørket.

Synet fik læser Jakob Nielsen til at finde telefonen frem og fotografere den mystiske skygge. Billederne sendte han til TV 2 VEJR.

Forklaringen er dog ikke så mystisk. Flyet har solen direkte i ryggen, og dermed kastes skyggen af flystriben lige frem foran flyet.

På Jakob Nielsens billede kan man også se, hvordan solstrålerne befinder sig rundt om flyet, mens det har solen præcist lige bag sig.

Og det er flystriben og ikke flyet, der skygger.

Flyet i sig selv er for lille til at lave en skygge, vi vil kunne se fra Jorden.

Støv i luften

Grunden, til at vi kan se en skygge, er, at der er en masse partikler i luften, og de er med til at reflektere lyset fra solen.

Når flystriben bag flyet spærrer for lyset, kan partiklerne heller ikke reflektere det, og dermed fremstår området foran flyet mere mørkt.

Et lignende fænomen, som ses lidt oftere, er, når flystriben kaster en skygge på et tyndt skylag under sig. Der vil skyggen ligge parallelt med den hvide flystribe.

Flystriber kaldes også contrails, hvilket er en forkortelse af condensation trails – altså spor efter kondensation.

De meget karakteristiske lange tynde skyer opstår, når vanddamp fra udstødningsgasserne rammer den iskolde luft uden for flyet.

Dampen bliver øjeblikkeligt til små iskrystaller, og det er dem, der danner skyerne, som vi kan se fra jorden.

Danskernes vejrbilleder

TV 2 Vejret bruger billeder fra danskerne i både vores vejrudsigter og til artikler her på hjemmesiden og vores app. Du kan også indsende både billeder og video til TV 2 Vejret. Det gør du her.