Vejr

Iskoldt forårsvejr – koldeste start på april i ni år

På flere parametre har den første tredjedel af april været koldere og mere vinterlig end januar og februar.

Selvom dagen i dag har været årets hidtil varmeste med 17,8 grader i Kolding, skal det ses i lyset af et koldt forår.

Det har nemlig været usædvanligt koldt i den første del af april.

Samtidig har vejret vist sig fra sin mere efterårsagtige side, så solens varmende stråler ikke har kunnet hjælpe til i samme omfang som normalt.

Koldere end januar og februar

Middeltemperaturen for de første ti dage af april lå på sølle 3,7 grader, hvilket er meget lavt for årstiden.

En middeltemperatur på 3,7 grader gør det til den koldeste start på april i ni år.

Faktisk er det lavere end middeltemperaturen både i januar og februar i år, som lå på henholdsvis 4,1 og 4,0 grader.

Især de første dage af måneden var iskolde med middeltemperaturer på omkring 1 grad og hård frost flere dage i træk.

I starten af april nåede termometret ned på omkring 7 graders frost 3 dage i træk, og den koldeste morgen kom temperaturen helt ned på -8.0.

Det er den koldeste temperatur målt i april i ni år.

I hele januar og februar i år var der ikke tre dage i træk med så hård frost, hvilket igen bevidner, hvor kold april har været.

Normalt ligger middeltemperaturen for april på hele 7,2 grader, 3,5 grader varmere end de første 10 dage af måneden i år.

Mere efterår end forår

Alene i sidste uge faldt der næsten en hel måneds regn, da det ene lavtryk efter det andet passerede landet med regn og rusk.

Samtidig har det også været meget blæsende, især i de forgangne dage, hvor blæsten har lagt en gedigen dæmper på nydelsen af vejret.

Dog har den kraftige vind haft en gavnlig indflydelse på energipriserne.

Allerede varmere nu og i påsken

Dagen i dag er årets hidtil varmeste, da temperaturen i Sønderjylland i eftermiddag krøb op over de 17,2 grader, som blev målt 23. marts.

De højeste temperaturer ligger her i eftermiddag omkring 18 grader.

Og det lunere vejr ser ud til at fortsætte.

Dagstemperaturerne kommer til at ligge på 12 til 14 grader, mens vinden ikke generer som i de forgangne dage.

Dog skal man stadig døje med lokal nattefrost de fleste nætter i påsken.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER