Vejr

Prognoserne for påske-vejret vender igen

Selvom det ser ud til at blive varmt, kan det også blive ustadigt.

På det seneste har der været spænding om, hvordan vejret ville arte sig i påskeferien, og nu tager det endnu en drejning.

Nu ser onsdagens varmepust alligevel ud til at kunne give lunt vejr, dog stadig ikke i det omfang, som prognoserne viste tidligere på ugen.

Samtidig ser prognoserne ud til at være mere enige om vejret i påskedagene, hvor der nu er mulighed for et mindre kuldeudbrud med nattefrost og dagstemperaturer, som kun lige kommer over 10 grader.

Dog bringer kuldeudbruddet også flot og klart vejr med sig, hvilket kan give god plads til solen.

Rolig start på ugen

Mandag aftager den stride nordvestenvind, som har præget vejret på det seneste.

Vinden kommer fortsat fra nordvest, men bliver ikke nær så kraftig. Det gør, at temperaturen kan stige mere i løbet af dagen, så man kan nyde temperaturer på mellem 8 og 10 grader mange steder.

Der kommer god plads til solen mandag, og langt de fleste vil opleve en flot forårsdag.

I løbet af eftermiddagen trækker flere højtliggende skyer ind over landet fra vest, som kan sløre en anelse for solen.

Tirsdag ligger et lag høje skyer over landet, hvilket lægger en dæmper på solens varmende stråler.

Alligevel kan man tirsdag godt nyde tocifrede varmegrader, og samtidig aftager vinden yderligere, hvilket gør det mere behageligt at være udenfor.

Varmepust onsdag – 17 graders varme, men ustadigt

Der har været stor usikkerhed de seneste dage, om præcis hvordan vejret ville udvikle sig onsdag, men nu ser prognoserne ud til at være enige.

Det bliver varmt.

Et lille lavtryk over Nordsøen pumper varm luft fra Sydeuropa op over landet, og det sender temperaturen i vejret.

De nyeste prognoser peger på, at der udbredt kan komme op til mellem 14 og 16 grader, mens temperaturen helt lokalt kan komme op på 17, måske 18 grader.

Til gengæld skal den tilhørende koldfront også passere landet i løbet af onsdagen, og timingen af passagen er altafgørende for, hvordan vejret arter sig.

Ankommer lavtrykket bare et par timer tidligere, end prognoserne peger på, kommer temperaturen næppe over 12 grader.

Det kan også blive ustadigt onsdag, da luftmassen, som lavtrykket tager med sig, er ustabil. Det betyder, at der lokalt kan opstå kraftige byger i løbet af onsdagen.

Højtryksvejr og køligere i påskedagene

I påskedagene etablerer et stort højtryk sig over Skandinavien, som sender kold luft ned over landet fra nordøst.

Den kolde luftmasse lægger en dæmper på temperaturen, og termometeret kommer kun lige over 10 til 12 grader i slutningen af ugen.

Til gengæld sørger højtrykket for mere klart og tørt vejr, så der ser ud til at komme godt med plads til solen.