Vejr

Solrekord slået – "uhørt" og "ekstrem", skriver TV 2 VEJR

Marts blev en af de tørreste måneder siden 1874.

Marts måned var på mange måder en helt usædvanlig og ekstrem måned.

Flere rekorder for marts blev slået, og de rekorder var så ekstreme, at flere af dem har sneget sig ind i topti for alle måneder.

Dermed har marts 2022 i den grad skrevet sig ind i dansk vejrhistorie.

De rekorder, der blev sat i marts, hang også sammen, og var med til at give stabilt og pænt forårsvejr i kalenderforårets første måned.

Masser af sol – mere end normalt i maj

Marts 2022 bød på rekordmeget solskin med næsten 240 timers solskin på landsplan.

De svarer til næsten otte timers solskin hver dag.

Den gamle rekord fra 1943 lå på 200 timer.

Dermed har marts ikke bare lige overgået rekorden, men den har smadret den og er næsten 20 procent højere.

At slå en vejrrekord med knap 20 procent er helt uhørt og bevidner, hvor ekstrem den rekord i virkeligheden er.

Sammenlignet med de andre forårs- og sommermåneder er marts ligeledes ekstrem.

Der var flere solskinstimer i marts i år, end man normalt kan forvente i maj, hvilket er den solrigeste måned i Danmark, hvor solen står meget højere på himlen, og dagslængderne er flere timer længere.

Det solrigeste sted i landet var Holstebro, hvor man fik over 260 timers solskin i marts.

Ekstremt tør – sjettetørreste kalendermåned nogensinde

Tilsammen faldt der på landsplan kun 4,2 millimeter i hele marts måned, hvilket er markant lavere end den tidligere rekord fra 1918 og 1969, på 7 millimeter.

I dele af det nordlige Sjælland faldt der under 1 millimeter regn i løbet af hele måneden.

Månedssummen på 4,2 millimeter sender måneden ind på en sjetteplads over de tørreste måneder nogensinde, siden 1874.

Ved Hammer Odde på det nordlige Bornholm gik man 33 dage uden noget regn overhovedet.

Meget højt tryk hele måneden igennem – hænger sammen med de andre rekorder

Midt i måneden blev det højeste lufttryk nogensinde i marts målt ved Århus lufthavn, på helt ekstreme 1051,6 hektopascal.

Målingen svarer til det fjerde højeste målte lufttryk i landet siden 1874.

Kigger man på gennemsnittet af lufttrykket for hele måneden, viser en klar tendens sig.

Månedens middellufttryk endte på 1027,3 hektopascal, hvilket var det højeste nogensinde for en marts måned.

Samtidig svarer det også til det tredje højeste månedsgennemsnit siden 1874.

Højtryksvejr er ofte forbundet med stabilt vejr, hvilket indebærer solskin og tørvejr.

Højtryk holder lavtryk på afstand, og samtidig tørrer de langsomt luften ud, så der er mindre fugtighed til bygedannelse.

Dermed er det ikke en overraskelse, at netop de to andre rekorder for marts i år, solskin og nedbør, kom i forbindelse med det massive højtryksvejr.