Vejr

Her er man stået op til sne i Danmark

Iskold luft strømmer ned over Danmark, og flere steder har der været snebyger i nat.

Bedst som foråret for alvor havde indfundet sig med temperaturer, der nåede over 15 grader fem dage i træk, har vinterkold luft fundet vej til Danmark.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores onlinevejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Den kolde luft, der siden tirsdag aften har blæst ned over Danmark fra nord, er også ustabil, og det giver anledning til bygedannelse.

Da luften samtidig er kold, falder nedbøren som slud og sne, der flere steder har lagt sig i et tyndt lag onsdag morgen.

Det er især i Midt- og Østjylland, at man er vågnet til et hvidt landskab, hvor der ligger et par centimeter nyfalden sne. Onsdag morgen er der også snebyger i Storebæltsregionen, hvor blandt andet Kalundborg har været ramt af en snebyge.

Kold morgen mange steder

Generelt er det en kold onsdag morgen mange steder, og i Horsens har temperaturen været nede på minus 6 grader, da det var koldest. Kun i de kystnære egne har temperaturen været over frysepunktet hele natten.

I dagens løb stiger temperaturen, men slet ikke til de forrige dages niveau. De fleste steder når temperaturen ikke over 5 grader, og kombineret med opfriskende vind fra øst og nordøst vil det føles betydeligt koldere – især de steder, hvor solen ikke kommer så meget frem.

Dagen igennem kan der komme sne og snebyger - især i den sydlige del af Jylland.