Vejr

Svostrup Kro presses af klimaforandringer

De meget våde vintre giver oversvømmelser på flere hundrede år gammel kro ved Silkeborg.

- Her er en del af vores have, der er oversvømmet, og det har den faktisk været det mest af de sidste seks måneder.

Dragen Sljivic viser rundt ved Svostrup Kro, som han ejer sammen med sin hustru.

TV 2 Vejret besøger kroen i forbindelse med vores tema om vinteren, der forsvandt.

Klimaforandringerne betyder, at Danmark får varmere, men også meget vådere vintre, og det mærker Dragan Sljivic på kroen, der ligger lige ud til Gudenåen.

Kroen har to gange gennem de seneste to år haft oversvømmelser, der har truet med at trænge ind i selve ejendommen.

Kun ved hjælp af store såkaldte watertubes og pumper er det lykkedes at holde vandet ud.

- Hvis ikke, der var water tubes, ville vandet brase ind i vores bygning, siger Dragan Sljivic.

Bygningerne er mere end 400 år gamle og vil ikke kunne tåle de oversvømmelser, der kommer nu, når åen går over dens bredder.

For at beskytte bygningerne har de forsøgt flere ting.

For 13 år siden kørte de en hel meter ekstra jord på grunden, der er lagt dræn i jorden og i kælderen under kroen kører en pumpe konstant 400 liter vand ud i minuttet.

To andre pumper kan supplere op, når det er nødvendigt

- Men det er heller ikke nok, lyder det fra Dragan Sljivic, der forventer flere problemer i fremtiden.

- Gudenåen starter tæt ved Horsens og skal løbe ud ved Randers, og der er et eller andet ved det forløb, der ikke løber, som det skal. Og den strander så her jo, siger han.

Og noget tyder på, at han får ret i sine forventninger, for vinteren er blevet markant vådere.

Inden for de seneste 30 år har vi fået 32 procent mere nedbør i februar.