Vejr

Den danske vinter er flyttet 300 kilometer nordpå

På mange parametre er den danske vinter blevet mindre vinterlig.

Man er efterhånden ved at blive vant til, at vinter i Danmark ikke betyder, hvad det gjorde i gamle dage.

Men det er ikke ensbetydende med, at den ikke findes længere.

Den gamle danske vinter er nemlig bare flyttet til Sverige.

Den gamle og den nye danske vinter

Når man taler om den gamle vinter, bliver der faktisk talt om den ældre klimanormal fra 1961 til 1990.

Kort fortalt svarer en klimanormal til det gennemsnitlige vejr over en periode på 30 år.

Ifølge den gamle klimanormal havde den danske vinter en middeltemperatur på 0,5 grader.

I den nye klimanormal, som løber fra 1991 til 2020, har vinteren en middeltemperatur på 2,0 grader.

Temperaturstigningen på 1,5 grader har medført mange ændringer i det vinterlige vejr.

Den danske vinter er nemlig blevet markant vådere, og der falder nu gennemsnitligt 16 procent mere nedbør end i den gamle danske vinter.

Udover at der falder mere nedbør, falder mindre af det som sne, så vinteren nu ovenikøbet er mere grå end hvid.

Kigger man på mængden af frostdøgn, som er en arealbaseret størrelse for, hvor meget af landet der har frost, ser man ligeledes den varmere tendens.

Faktisk er der ifølge den nye klimanormal 20 procent færre frostdøgn om vinteren nu i forhold til den gamle vinter.

Den ekstremt hårde frost på under -20 grader er også markant mere usædvanlig nu.

Den gamle vinter er taget til Sverige

Selvom vinter som i de gamle dage blot er et minde nu, kan den stadig opleves - bare ikke i Danmark.

Den gamle vinters klimanormal er rykket omkring 300 kilometer nordpå - op til nord for søerne i det centrale Sverige.

Her er middeltemperaturen for vinteren ifølge den nye klimanormal på 0,4 grader, hvilket svarer til den gamle danske klimanormal på 0,5 grader.

Så hvis man savner, hvordan vinteren var engang, kan man jo altid tage en smut over Øresund.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER