Vejr

Februar er blevet markant varmere

Vinterens sidste måned opførte sig helt i overensstemmelse med den globale opvarmning.

De fleste tænker vinter og kulde, når talen falder på vinterens sidste måned. Februar burde byde på sne og frost, men sådan er det ikke længere.

Februar 2022 fik en middeltemperatur på fire grader lige ud og dermed blev februar den niendevarmeste, siden målingerne begyndte for 149 år siden.

Og mens de fleste sportsfolk vil nok sige, at niendepladser ikke er noget, man taler om, så er der alligevel noget opsigtsvækkende i tallene.

Indtil 1989 havde vi nemlig ikke haft en eneste februar med en middeltemperatur på over 3,9 grader.

Det betyder, at de ni varmeste februar-måneder siden 1873 har fundet sted inden for de seneste 33 år.

Samtidig var den laveste temperatur for februar fem grader højere end normalt. Den koldeste morgen var 27. februar i Horsens, hvor der blev målt minus 7,1 grader.

7,1 graders frost er koldt, men ikke som den absolut laveste temperatur i en dansk februar.

Generelt har vi også haft usædvanligt lidt frost. I en normal februar kan vi forvente 14,9 døgn med frost målt mindst en gang i løbet af døgnet. I år var det kun 5,9.

Oven i det kommer, at der simpelthen ikke var et eneste døgn, hvor vi ikke havde plusgrader i februar et sted i Danmark i år.

Normalt har vi 4,7 døgn i februar, hvor der ikke måles plusgrader noget sted i landet. I år var tallet nul komma nul.

Varmere og vådere vinter

Klimamodellerne peger på, at konsekvensen af den globale opvarmning i Danmark bliver ikke bare en varmere, men også meget vådere vinter i Danmark.

Igen passer februar 2022 på forventningerne.

Årets februar blev den andenvådeste målt nogensinde med hele 121,2 millimeter nedbør mod normalt 50,3 millimeters nedbør i gennemsnit.

Med det varme, våde vejr fulgte også lidt ekstra sol.

Solen skinnede 85 timer ned over os i de 28 februar-dage. Det er 15,8 timer mere, end vi normalt kan glæde os over.