Koldeste morgen i halvanden måned - og det er ekstremt
Samtidig er det også den næstkoldeste morgen i år indtil videre.
Det meget flotte og klare vejr, som præger landet her i weekenden, har ikke kun givet massere af solskin, men også kulde.
Her til morgen er man i Horsens vågnet op til den laveste temperatur målt i landet i over halvanden måned.
Lidt i 8 i morges kom termometeret ned på -7,1 grader i Horsens, og i det indre Nordsjælland var det også koldt, med en temperatur på minus 4 grader.
Varm og våd februar
Det er langt fra usædvanligt at opleve 7 graders frost i februar. Faktisk er det mere usædvanligt, at det overhovedet bliver nævnt at det har været minus 7 grader.
Ikke siden den 6. januar har det været så koldt, og det fortæller meget om vinteren 2021-2022.
December, som har været denne vinters koldeste måned, præsterede 7 dage med koldere temperaturer, end den der blev målt her til morgen, mens januar kun havde en dag med en lavere temperatur.
Morgenens måling ender sandsynligvis med at blive februars laveste, og det er markant varmere end normalt.
Normalt ender februars laveste temperatur i omegnen af 12 graders frost, og sidste år blev der målt under -20 grader i februar.
Langt det meste af vinteren, især januar og februar, har været domineret af vestenvind, hvilket har fået årstiden til at minde mere om efterår end vinter.
Det vestenvindsdominerede vejr kan tydeligt ses ved hvor meget regn der er faldet i løbet af februar måned. De utalligt mange fronter har givet over 120 millimeter regn på landsplan, hvilket gør denne februar til den næstvådeste nogensinde.
Som helhed ser vinteren ud til at ende med at være omkring 1,5 grad varmere end den nye klimanormal.
Smukt højtryksvejr sørger for udbredt frost
Det flotte vejr, som i disse dage giver forårsfornemmelser, er hovedårsagen til den hårde frost.
Om dagen giver det klare vejr rigeligt med plads til at solen kan skinne med sine varmende stråler, men om natten sker det helt modsatte.
Det stort set helt skyfrie vejr tillader nemlig lufttemperaturen til at falde mere, end hvis der var skyer, som ville holde på varmen, næsten som en stor dyne.
De næste dage er der fortsat mulighed for udbredt nattefrost, da det stabile vejr fortsætter.