Vejr

Nu skifter det danske vejr karakter – og det bliver langvarigt

Lavtryk med regn og blæst har domineret vejret i Danmark det seneste lange stykke tid. Nu tager højtrykkene over med tørt og roligt vejr.

På tirsdag siger kalenderen 1. marts og dermed forår.

Dog føles det nok for mange, som om foråret allerede er tyvstartet lørdag med fuld sol over hele landet.

Dage med tørvejr og masser af sol har ellers været en sjældenhed i en sjaskvåd februar. Hele 121,1 millimeter nedbør er det blevet til, hvilket gør februar 2022 til den næstvådeste siden 1874, hvor målingerne begyndte.

Februar har været så våd, fordi det ene lavtryk efter det andet har rullet ind over landet gennem hele måneden.

Men det ustadige vejr sættes nu på pause. Det næste lange stykke tid bliver vejret over Danmark nemlig præget af højtryksvejr.

Dermed ser vi ind i en tid med meget lidt nedbør. De næste to uger er der således kun ganske få millimeter nedbør i prognoserne.

Ustadigt lavtryksvejr er skiftet ud med stabilt højtryksvejr

For det meste har vejret vist sig at være mere efterår end vinter den seneste måneds tid.

Årsagen til det efterårsagtige vintervejr skal findes cirka 10 til 50 kilometer oppe i atmosfæren.

Her ligger den såkaldte stratosfære.

Atmosfæren som helhed deles ind i lag, hvor det nederste lag kaldes for troposfæren. Her befinder alt det vejr, vi normalt kender, såsom lavtryk, højtryk, regn og blæst, sig.

Laget over troposfæren er stratosfæren. I løbet af vinterhalvåret dannes der en meget kraftig vind fra vest til øst oppe i stratosfæren. På dansk betegnes denne vind som en "hvirvelstrøm over polarområdet" – på engelsk kaldet Polar Vortex.

Den seneste stykke tid har denne hvirvelvind været særligt stærk, hvilket har givet et fastlåst system med mildt, regnfuldt og blæsende vejr over Danmark i løbet af januar og februar.

Men nu har forskydninger i atmosfæren altså fået vejret til at skifte gear fra vådt og ustadigt til tørt og stabilt.

Faktisk er der potentiale for, at den nuværende vejrsituation med højtryksvejr bliver langvarig.

Foråret starter tørt

Med lørdagens solrige vejr viser højtrykkene sig allerede frem.

Et højtryk omkring Danmark giver nemlig en solrig afslutning på vinteren.

Når foråret tager sin begyndelse på tirsdag, bliver det ganske vist med en svag frontzone, der kan give en til fire millimeter nedbør.

Men vest for Danmark opbygges et nyt højtryk, som i dagene efter sikrer tørvejr med nogen eller en del sol.

Samme sang kan synges næste weekend med en svag front, der hurtigt bliver afløst af endnu et højtryk.

Hvor længe det tørre og til tider solrige vejr fortsætter, er endnu usikkert, men nogle prognoser viser, at der de næste to uger blot vil falde mellem to og fire millimeter nedbør på landsplan.