Den næstvådeste februar nogensinde – her har det regnet mest

Det er især Jylland, der har taget for sig af den store mængde nedbør i februar.

Februar har været en sjaskvåd omgang.

I løbet af de første 23 dage er der faldet hele 110,9 millimeter nedbør på landsplan. Det er mere end dobbelt så meget som den normale nedbørsmængde på 50,3 millimeter.

Dermed er februar 2022 nu den næstvådeste februar, vi har haft siden 1874.

Men det er ikke fordi rekorden ligger særlig langt tilbage.

Rekorden blev nemlig sat i februar 2020, hvor der faldt 135,2 millimeter nedbør fra himlen.

Her er der faldet mest nedbør

Alle har haft en våd februar.

Men nogen har haft det vådere end andre.

Især jyderne har taget imod masser af nedbør i løbet af måneden. I en linje fra Holstebro til Aabenraa er der efter de første tre ugers tid kommet over 135 millimeter i samtlige byer.

Mest nedbør står Haderslev for. Her er der i gennemsnit kommet 146,8 millimeter i regnmålerne næsten tre gange mere end det normale.

I kortet herunder kan du se, hvor meget nedbør din kommune har fået i løbet af februar.

Det er ikke så mærkeligt endda, at det er de jyske kommuner, der har fået mest. Meget af månedens nedbør er nemlig kommet i forbindelse med lavtrykssystemer, som er kommet rullende ind fra vest.

Mest nedbør er der for eksempel kommet i forbindelse med de to storme, der ramte landet i sidste uge.

Over den jyske højderyg er nedbøren blevet vredet ud af atmosfæren som vandet fra en karklud. Og derfor har der været mindre tilbage til de østlige landsdele om end der stadig er kommet meget på disse kanter også i forhold til normalen.

Giver risiko for oversvømmelser

Den store mængde nedbør har sine konsekvenser.

Mange steder kan jorden ikke suge mere vand til sig. Derfor begynder vandet at løbe på overfladen og skabe søer på enge og marker, og det kan blandt andet kan ødelægge afgrøder.

De danske åer bliver ligeledes overfyldte, og det forøger risikoen for oversvømmelser langs åerne.

Flere åer har allerede givet problemet blandt andet Vejle Å, som har oversvømmet de omkringliggende arealer.

Fem til ti millimeter resten af måneden

De kommende dage er der mulighed for mere nedbør.

I første omgang skal en front passere landet i løbet af torsdagsdøgnet. Fredag kan der komme byger.

I den sydlige halvdel af landet kan der lokalt komme over ti millimeter nedbør, mens den nordlige halvdel får op til fem millimeter nedbør resten af måneden.

Dermed ser rekorden fra 2020 ikke ud til at falde.