Vejr

Weekendens storm har fået sit navn

Stormen Nora kan ramme Danmark med vindstød op til orkanstyrke.

Knap har det kraftige blæsevejr lagt sig, før at en ny storm er på vej over Danmark.

Og stormen, som bærer navnet Eunice i Storbritannien, har nu fået sit danske navn:

Nora kommer den til at hedde.

Det oplyser DMI på sin hjemmeside.

Dermed bliver Nora årets anden navngivne storm, efter at Malik huserede i slutningen af januar.

Derfor må stormen ikke hedde Eunice

Det er den britiske vejrtjeneste, MetOffice, der har døbt stormen Eunice.

Men ifølge DMI er Eunice simpelthen for svært at udtale. DMI mener, at udtalen kan skabe misforståelser i de nordiske lande.

Derfor har man valgt hos DMI at navngive stormen Nora.

I denne uge er et nyt fælleseuropæisk navngivningssystem ellers trådt i kraft, hvor 27 europæiske lande har besluttet at indgå et samarbejde om, at en storm, der rammer flere forskellige lande, navngives ens.

Alligevel har DMI valgt at køre med sit gamle system i forhold til at navngive weekendens storm. Her er DMI nået til et pigenavn med forbogstavet N, deraf navnet Nora.

Disse landsdele bliver ramt af Nora

Ifølge prognoserne er det primært over de sydligste landsdele samt Bornholm, at stormen kan komme til at hærge.

Nora forventes at gå i land fredag aften og vil fortsætte til lørdag morgen. Stormen kan give problemer for blandt andet broer og færger.