Sjældent vejrfænomen spottet over skisportssted

En dansk skiturist undrede sig over noget, der lignede en mærkelig regnbue over Tignes.

Et farvestrålende syn på himlen over Tignes i de franske alper fik forleden den danske skiturist Camilla Klausen til at spærre øjnene op.

En perlemorslignende sky tegnede sig over bjergtoppene. Synet fik Camilla Klausen til at finde telefonen og tage nogle billeder til TV 2 Vejret.

- Det lignede nærmest en afgrænset regnbue, skriver hun.

Men det er det ikke. Fænomenet kaldes iriserende skyer, og de opstår, når solens stråler bliver afbøjet på ydersiden af nogle mikroskopiske ensartede iskrystaller.

Denne form for afbøjning kaldes diffraktion.

Perlemorsskyerne er ikke sjældne, men det er sjældent, at vi opdager dem. For at fange det særlige farvespil, skal der nemlig kigges i retning af solen, hvilket vi instinktivt lader være med under normale omstændigheder.

Nogle gange kan vi imidlertid være heldige, at solens lys dæmpes af en sky, et bjerg eller horisonten, så vi bedre kan se himlen i den retning.

Samtidig skal det være bidende koldt i meget stor højde for at danne de helt rigtige iskrystaller.

Krystallerne dannes i stratosfæren, der begynder i omkring ti kilometers højde, og det kræver mere end 80 graders frost, før de dannes.

Det betyder, at skyerne over Tignes nemt kan have ligget i mindst 15 til 20 kilometers højde.

De flotte skyer er ikke ubetinget en god ting. Iskrystallerne består ikke bare af vand, men også salpetersyre, saltsyre og svovlsyre, og de kan være med til at nedbryde Jordens ozonlag.