Vejr

2000 års is forsvundet fra Mount Everest på bare 25 år

Livsvigtig is smelter i hidtil uset hastighed bort fra verdens højeste bjerg.

Et hold forskere har taget en iskerneprøve fra verdens højest beliggende gletsjer nær toppen af Mount Everst, og resultatet er opsigtsvækkende.

Isen i kernens spids viste sig at være 2000 år gammel. Det betyder, at al is dannet siden da, er smeltet væk på bare 25 år.

Resultaterne af holdets undersøgelse er netop blevet offentliggjort i Nature.

Kort fortalt er verdens højeste bjerg under hastig forandring.

Smelter hurtigt

I 8020 meters højde over havoverfladen ligger gletsjeren South Col. Den er opbygget gennem årtusinder, men nedbrydes nu på årtier.

Forskerne er kommet frem til, at South Col har mistet ikke mindre end 55 meter is på to et halvt årti.

Gletsjeren nedbrydes 80 gange så hurtigt, som den er bygget op.

To grader varmere om vinteren

Forskerne forbinder den kraftige afsmeltning med områdets temperaturstigning. Den ligger på omkring to grader om vinteren og lidt mindre om sommeren siden slutningen af 1990’erne.

Det er ikke kun i Himalaya, at gletsjerne er under pres. Her i Europa frygtes det, at samtlige gletsjere kan være gået tabt ved næste århundredskifte.

Livsvigtig is

250 millioner mennesker lever i nærheden af gletsjere og har et liv, der mere eller mindre afhænger af gletsjerne, mens 1,6 milliarder mennesker lever i områder, hvor drikkevandet kommer fra gletsjere og deres smeltevand

Ud over at bortsmeltningen af bjergenes gletsjere kan få katastrofale følger for mennesker, er der også en stor del af verdens dyr og planter, der er afhængige af de store is-massiver og deres cyklus.

Omkring halvdelen af kodens biodiversitet findes på bjergsider.