Vejr

Klimaforandringer handler ikke kun om varme, men også om fugt, mener forskere

Stigende luftfugtighed skubber kraftigt til klimaforandringerne.

Når det drejer sig om klimaforandringerne, er det ikke nok at kigge på, hvor meget temperaturen er steget. Forskerne bag en ny undersøgelse mener, at vi også bør kigge mere på luftfugtighed, hvis vi skal have et retvisende billede af klimaets tilstand. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Og når fugten tages med som faktor, kan det ændre vores billede af effekten af den globale opvarmning. Særligt i de tropiske egne kan situationen være en del værre, end anslået ud fra temperaturen alene.

Ekstremt vejr hænger nemlig nøje sammen med luftens fugtighed, og den ekstra energi der følger med.

- Der er to ting, der driver klimaforandringerne. Temperatur og fugtighed, siger medforfatter af undersøgelsen professor Veerabhadran Ramanathan fra Californien Universitet.

Undersøgelsen er lavet i samarbejde mellem amerikanske og kinesiske forskere og blev offentliggjort mandag i Proceedings of the National Academy of Sciences.

Den øgede fugtighed betyder populært sagt, at der er mere energi i luften, hvilket giver flere kræfter til ekstreme vejrhændelser som for eksempel orkaner.

Pærer og bananer

Klimaforskerne bag undersøgelsen vil derfor til at arbejde med en ny værdi, som de kalder potentiel temperatur-ækvivalent, theta-e, som skal angive fugtighedens energi i atmosfæren.

Theta-e skal så sammenholdes med temperaturen, når der skal gøre status for klimaforandringerne rundt omkring på kloden.

Populært sagt gør ækvivalenten det muligt at sammenligne pærer og bananer.

Fra 1980 til 2019 er temperaturen steget med 0,79 grader, men ifølge forskerne svarer det faktisk til næsten det dobbelte: 1,48 grader, hvis energien i den øgede luftfugtighed regnes med.

Når der bare kigges på de regionale temperaturer i verden, er temperaturen steget mest i de arktiske egne og næsten ikke i de tropiske.

Men, lyder det fra Veerabhadran Ramanathan, billedet ser helt anderledes ud, hvis luftfugtigheden trækkes ind i ligningen. Så svarer det faktisk til, at temperaturen er steget mere i troperne end resten af verden og ikke omvendt.

- Denne forøgelse af latent energi, som slipper ud i luften, fører til vejrekstremer som oversvømmelser, storme og tørke, siger Veerabhadran Ramanathan.

Knyttet til ekstrem nedbør

Undersøgelsens konklusioner bekræftes blandt andet af miljøforsker Katharine Mach fra Miami Universitet.

- Luftfugtighed er afgørende for opvarmningens følger for menneskers helbred og forhold nu og ud i fremtiden, siger hun til AP.

Fra Illinois Universitet siger klimaforsker Donald Webbles, der heller ikke har været med til at lave undersøgelsen, at dens konklusioner giver mening, da øget luftfugtighed og ekstrem nedbør hænger sammen.

- Både varme og fugtighed er vigtigt, siger han.

Luften kan indeholde syv procent mere fugt, for hver grad temperaturen stiger. Energien i den øgede luftfugtighed udløses, når fugten kondenseres som regn.

Ud over at luftfugtigheden giver flere kræfter til de ekstreme vejrhændelser, er vanddamp også en drivhusgas, der i sig selv er med til at øge den globale opvarmning.