Vejr

Beboere i Florida advares mod faldende leguaner

Når temperaturen kommer under fire grader, falder Floridas leguaner ned fra træerne.

USA’s meteorologiske institut bragte søndag en usædvanlig vejrudsigt for staten Florida: Mulighed for faldende leguaner.

Den specielle nedbør er resultat af et voldsomt kuldeudbrud, der har ramt store dele af USA.

En enorm tunge af iskold luft fra Arktis har lagt sig ned over den østlige del af landet og skabt ekstremt vinterlige forhold på østkysten, hvor sneen mange steder dynger sig op.

Vintervejret når ikke helt ned til Florida, men den kolde luft fra Nordpolen kan bestemt godt mærkes.

Denne weekend har temperaturen været på minus 1 graders varme. Det er laveste temperatur målt i Florida i 12 år og en tangering af kulderekorden fra 1978.

Den lave temperatur har den effekt, at solskinsstatens mange leguaner går i en dvaletilstand og visse tilfælde simpelthen falder ned fra træerne, hvor de ynder at sidde på en gren for at sole sig.

Leguanerne er en invasiv art i Florida, men har det generelt godt i solskinsstatens varme klima.

Kommer temperaturen imidlertid ned under 4 grader, begynder de vekselvarmende dyr at lukke ned.

I engelsksprogede lande kaldes leguaner for øvrigt iguanas.

The National Weather Service advarsel mod "falling iguanas this morning" skal muligvis ses med et glimt i øjet, men de giver også samtidig den vigtige oplysning, at leguanerne ikke er døde, men bare paralyserede af kulden.

Når solen atter får varmet dyrenes kroppe op, kommer de i de fleste tilfælde helt uskadte til sig selv igen. I videoen over denne artikel ses en gruppe leguaner, der netop er ved at blive varme nok til at vågne.

Fænomenet dukker op med års mellemrum, og er også tidligere omtalt på her på tv2.dk.