Vejr

Europa er delt i vest og øst

Mens mildt vejr strømmer ind over Danmark, så oplever Grækenland og Tyrkiet voldsomt vintervejr.

Vi er vant til, at de store europæiske kontraster i vejret er mellem nord og syd. Sådan er det ikke i øjeblikket. Det er mildt fra nord til syd i Vesteuropa og rigtigt vintervejr fra nord til syd i det østlige Europa.

De fleste forbinder Grækenland og Tyrkiet med sommer og sol, men om vinteren kan der komme masser af sne og frost i det sydøstlige Europa.

Blæst, frost og sne er præcis det, som har præget Sydøsteuropa de seneste dage, og der er meget mere vintervejr på vej.

Nye snebyger og kraftig blæst i Grækenland

I Grækenland har man navngivet de seneste dages uvejr Elpis. Det var et lavtryk, som hentede kold luft fra nord.

Når iskold luft med oprindelse over Rusland løber ned over Det Ægæiske Hav, skabes der voldsomme snebyger. Havtemperaturerne er mellem 12 og 18 grader i Grækenland, hvilket er grobund for opsamling af fugtighed og udvikling af kraftigt snefald. Vinden bliver også barsk. Man kan mandag forvente kuling med vindstød nær stormstyrke.

En halv meter sne til Tyrkiet

Det lavtryk, som mandag giver snefald i Grækenland, vil de næste dage bevæge sig mod øst. Det betyder langvarigt og massivt snefald til Tyrkiet. Fra torsdag ventes igen meget mere roligt vejr i Tyrkiet.