Vejr

Sjælden form for nordlys fotograferet i Løkken

Et særligt bølgemønster får denne type nordlys til at skille sig ud.

Det hører efterhånden ikke til sjældenhederne, at der observeres nordlys i Danmark. Sidst vi kunne skrive om det var denne weekend.

På vores breddegrader kræver det dog typisk fotoudstyr at indfange fænomenet, der med det blotte øje mere opfattes som et svagt ulmende lys i horisonten.

Alligevel er det lykkedes nordlysentusiasten Lene Maria Søndermølle Steffensen fra Løkken at indfange lidt af en sjældenhed.

Det drejer sig om det relativt nyopdagede fænomen auroral dunes, hvor nordlyset sig lægger sig i nogle særlige bølger. Lidt som klitterne i en ørken.

- Det klit-formede nordlys opstår på grund af en kombination af tyngdekraftsbølger og iltatomer, skriver hun til TV 2 Vejret:

- Det er et sjældent syn, og vi er heldige, at vi var så tidligt ude, at vi kunne opleve dette fænomen.

Den særlige type nordlys blev første gang beskrevet af i 2016 af en civil observatør. Og først sidste år blev typen videnskabeligt bekræftet og klassificeret af forskere fra Helsinki Universitet.

Forskerne satte observationerne fra Jorden over for data indsamlet af satellit i rummet og kunne dermed konstatere, at der var tale om en særlig type.

Det bølgede nordlys opstår i den såkaldte mesopause i omkring 80 kilometers højde, hvor nordlys normalt optræder et trin længere oppe i ionosfæren i 90 og helt op til 500 kilometers højde.

Bølgerne i lyset skyldes påvirkningen fra Jordens tyngdekraft i den for nordlys relativt lave højde.