Vejr

Sådan var vejret da prinsesse Margrethe blev dronning

Det var helt anderledes koldt vejr i Danmark 14. januar 1972, som blev noteret for et isdøgn.

Det er i dag 50 år siden, at dronning Margrethe blev Danmarks nye regent. Mens vejret i dag er præget af solskin, blæst og temperaturer, der er noget over det normale for årstiden, var det betydeligt koldere på den samme dato i 1972.

For de mange mennesker, der samledes foran Amalienborg for præcis 50 år siden i dag, var kulden formentlig noget man bemærkede.

De første ti dage af januar 1972 var præget af temperaturer, der i dagtimerne lå omkring - eller lidt over - frysepunktet, mens der var let nattefrost flere steder. Vejret var overvejende tørt, men ret skyet.

Fra 13. januar 1972 strømmede koldere luft op til Danmark fra sydøst, og det medførte faldende temperaturer i hele landet.

Dagsfrost og blæst fra sydøst

Kulden fortsatte med at strømme op til landet 14. januar, hvor der blev registreret dagsfrost i hele landet - et såkaldt isdøgn.

Dagen startede med frost i hele landet, og flere steder blev der registreret under 5 minusgrader fra morgenstunden.

Kombineret med jævn til hård vind fra sydøst, føltes det betydeligt koldere.

Koldest var det i den sydlige del af Danmark, hvor den kolde luft fra Tyskland lettest kunne strømme op til os fra sydøst.

I Abed på Lolland kom temperautren ikke over minus 4,0 grader, da det var varmest, mens man i resten af landet oplevede maksimumtemperaturer på mellem en halv og tre graders frost.

Heldigvis brød solen frem gennem skyerne flere steder, og sigtbarheden var god i hele landet.

Januar 1972 blev som helhed kold

I dagene efter 14. januar fortsatte kulden med at strømme op til Danmark, og 17. januar gjorde kombinationen af dagsfrost og op til lokal storm fra øst og sydøst, at det føltes tænderklaprende koldt. Natten til 19. januar blev der målt minus 15,6 grader, hvilket var månedens laveste temperatur.

Herefter blev det gradvist mildere, men januar 1972 ender med en middeltemperatur på minus 1,5 grader, hvilket i dag ville blive betegnet som værende betydeligt koldere end normal. Desuden blev månedens højeste temperatur - noget sted i Danmark - blot 5,0 grader, hvilket er en usædvanlig lav værdi.