Vejr

Den kommende uges tid bliver mere blæsende – og det kan mærkes

Det næste døgns tid tiltager vinden, og natten til fredag kan dele af landet få kraftige vindstød.

Der har i lang tid været langt mellem de blæsende dage i Danmark. Kun sporadiske pust har gjort, at vi stadig føler, at det er muligt at få kraftigt blæst herhjemme.

Men nu ser det ud til, at der den næste uges tid kan komme mere fart på den vestlige strømning. Det betyder, at det generelt bliver lidt mere blæsende hen over Danmark.

Dermed vil det milde vejr, der rammer Danmark de næste dage, føles koldere, end det egentlig er.

Så blæsende bliver det

Årsagen til det mere blæsende vejr er et højtryk, der i disse dage bygges op over det nordvestlige Europa. Samtidig kommer der flere lavtryk med kraftig vind ind over Skandinavien. Denne kombination vil give mere blæsende vejr til Danmark.

Allerede onsdag aften bliver det mærkbart mere blæsende. I Nordjylland og på Bornholm vil vinden tiltage op til en hård vind fra vest.

I løbet af torsdagsdøgnet tiltager vinden i hele landet. Derfor vil mange opleve en blæsende torsdag med en frisk til hård vind fra vestlig retning.

Henad torsdag aften tiltager vinden yderligere.

I det nordligste Jylland er der sent torsdag aften og natten til fredag risiko for vindstød af stormstyrke. I Nordsjælland og på Bornholm kan vindstødene også blive kraftige med op til stormende kuling.

Vinden løjer først af i løbet af fredagen. Dermed venter der i visse dele af landet 12 blæsende timer fra torsdag aften til fredag morgen.

Weekenden byder på en smule mindre vind, inden et lavtryk forventes at rulle ned over Danmark omkring ugeskiftet.

Det får nok engang vinden til at tage til. Her kan en stiv kuling fra nordvest gøre cykelturen til arbejde eller skole ganske barsk mandag morgen. Og da temperaturen ved ugeskiftet er dalende, vil det føles pivkoldt.

Herefter er det noget mere usikkert, men det ser ud til, at der også i løbet af næste uge er mulighed for lidt ekstra vind til skørterne.

Det milde vejr vil føles køligt

Ud over den kraftige vind de næste par dage sørger højtrykket over Nordvesteuropa for at sende meget mild luft op til Danmark.

Luftetemperaturen torsdag og fredag vil i hele landet ligge på mellem 7 og 10 graders varme.

Men på grund af vinden vil det komme til at føles ganske køligt.

Vind blæser nemlig varme væk fra kroppen. Afhængig af vindstyrken sker der dermed en nedkøling af kroppen. Denne effekt kaldes for windchill-faktoren.

Dermed vil den 'følte' temperatur de næste dage blot være på mellem 2 og 5 grader – noget koldere end den reelle lufttemperatur.

Lavt vindniveau

At der har været langt mellem de blæsende dage har generelt været tilfældet i det forgangne år. Ifølge DMI blev 2021 det vindfattigste år i mindst 20 år.

For perioden 2000-2020 er den gennemsnitlige vindhastighed i Danmark på 4,7 meter i sekundet. Men sidste år endte gennemsnittet på blot 4,3 meter i sekundet. Det vil sige, at vindstyrken var 8,4 procent lavere end normalt.

Faktisk blev der i hele kalenderåret 2021 på intet tidspunkt registreret storm i middelvinden i Danmark. Siden 1874 er det kun sket én gang før. Det var i 1974.