Vejr

Vejrkatastrofer kostede dyrt i 2021

Oversvømmelserne i Tyskland og orkanen Ida gjorde sidste år til det fjerdedyreste naturkatastrofe-år nogensinde. 

Når vejret udløser katastrofer, har det enorme omkostninger.

Først og fremmest er der selvfølgelig menneskeliv, der går tabt. Og så er der de omkostninger, der kan gøres op i kroner og øre.

Og i 2021 har den regning været usædvanlig stor ifølge nyhedsbureauet AP. Det amerikanske genforsikringsselskab Munich Re har netop udgivet deres årlige rapport med et estimat for de globale udgifter ved årets naturkatastrofer.

Selskabet kæder den globale opvarmning sammen med de mange katastrofer. Hvor klimaet ikke spiller ind på for eksempel jordskælv og vulkanudbrud, spiller det i høj grad ind på oversvømmelser og orkaner.

- Naturkatastroferne i 2021 tegner et foruroligende billede, siger Torsten Jeworrek fra Munich Res ledergruppe til AP:

- Klimaforskningen bekræfter i stigende grad, at ekstremt vejr er blevet mere sandsynligt. Det haster for de forskellige samfund med at tilpasse sig de stigende risici ved vejret og prioritere klimabeskyttelse, siger han.

Munich Re er kommet frem til, at omkostninger ved særligt orkanen Ida og oversvømmelserne sidste sommer i Tyskland har gjort 2021 til det fjerdedyreste år i historien, når det drejer sig om udgifter udløst af natur og klima.

Oversvømmelserne i Tyskland er den dyreste vejrkatastrofe, der nogensinde har ramt Europa, lyder vurderingen.

I alt beløber de anslåede udgifter ved de globale naturkatastrofer sig til en sum svarende til 1,8 billioner danske kroner eller 1.800.000.000.000 kroner.

Danmarks bruttonationalprodukt ligger på godt 2,3 billioner kroner, så det svarer til, at naturens kræfter har smadret værdier svarende til en stor del af al værdi skabt af hele Danmark på det ene år.

Det dyreste år nogensinde var 2011, hvor Japan blev ramt af et jordskælv og en tsunami. Dette er dog ikke vejrrelaterede katastrofer og kan ikke tilskrives klimaforandringer.

2021 blev også et af de varmeste år registreret nogensinde. Temperaturen lå ifølge EU’s klimatjeneste Copernicus på mellem 1,1 og 1,2 grader over det førindustrielle niveau.