Vejr

2021 ender blandt de varmeste år nogensinde

Den globale middeltemperatur i det forgangne år udvider rækken af de varmeste år, der nogensinde er registreret.

Mens vi i Danmark endte 2021 med præcis den gennemsnitlige årlige middeltemperatur for perioden 1991-2020, ser det noget anderledes ud, når de globale briller tages på.

Således ender den globale middeltemperatur med at sende 2021 op som det femte varmeste år, der er blevet målt siden slutningen af 1800-tallet. I forhold til perioden 1991-2020 blev året 0,3 grader varmere end normalt.

Det skriver den Europæiske Klimafond i en mail til TV 2 VEJRET.

Faktisk viser data fra den europæiske klimaovervågningstjeneste Copernicus, at 2021 ender i en gruppe af syv meget varme år.

For syv år siden skete et markant hop

Den globale middeltemperatur er gået op og ned, siden man for alvor begyndte at registrere den omkring industrialiseringens begyndelse.

Men på grund af klimakrisen har der siden 1970'erne været en opadgående tendens i temperaturkurven, som er med til at bekræfte, at klimaet er blevet varmere.

Nedenstående graf viser udviklingen af den globale middeltemperatur siden 1850.

En væsentlig detalje er, at de syv varmeste år, der nogensinde er blevet målt, er de seneste syv år fra 2015 til 2021.

Og kigger man nøje efter, så skete der et historisk spring i temperaturen i 2015, der dengang var det varmeste år. Her blev kloden for første gang siden 1800-tallet mere end en hel grad varmere.

Siden 2015 har klimaet konstant været mere end en grad varmere end det førindustrielle niveau.

Det er netop denne gruppe af meget varme år, som 2021 nu kan føjes til.

Sådan har varmen fordelt sig

På trods af en rekordvarm sommer i Europa ender middeltemperaturen i 2021 med at være omkring det normale for det europæiske kontinent i forhold til perioden 1991-2020.

Til gengæld er Nordamerika et af de områder, der virkelig trækker op i det samlede regnskab. Her har der året igennem været ekstrem varme.

Blandt andet med næsten 50 graders varme i Canada i sommer og senest med hedebølger på stribe i december.

Også andre steder har 2021 været varmere end normalt. Blandt andet Afrika, Mellemøsten og store dele af Asien.

Det fulde overblik kan fås i kortet herunder.