Vejr

TV 2 Vejret advarer om lumske vejforhold

Når temperaturen er omkring frysepunktet, er det decimaler, der afgør, om vi har frost.

Der er fortsat rigtig god grund til at være forsigtig i trafikken. Temperaturen vil gennem natten og hen over fredag morgen ligge og svinge lige omkring nul grader og lidt derover.

Dermed er der tale om ægte nulgradersvejr, hvor man nemt kommer til at køre på en helt isfri asfalt, som umærkeligt kan gå over frost, hvis der for eksempel er en lavning i landskabet.

Når temperaturen er tæt på nul, skal der kun marginale udsving til at gøre forskellen mellem fast vejgreb og en udskridning

Torsdag har været en meget kold, men også klar og flot dag. Dette skifter, efterhånden som vi kommer tættere på fredag.

I løbet af natten kommer en front med ustadigt vejr ind over landet fra vest, og den vil kunne give både byger og slud, hvilket er med til at forværre situationen.

De to nedbørsformer vil give hver sin form for glatføre, men regnen er mest lumsk.

Når vejbanen bare er almindelig våd, kan der danne sig såkaldt ”sort is,” som er næsten umulig at opdage, når først du sidder bag rattet, mens det giver sig selv, at man skal være opmærksom, når man kører i slud.

Som udgangspunkt vil nedbøren mest komme som regn mod vest og gå over i slud mod øst.