Vejr

Smuk torsdag i vente - solen vil skinne en stor del af dagen

Desuden får vi rolige vindforhold i hele landet.

Torsdag morgen er startet med koldt og klart vejr, og kombinationen af rolige vindforhold, en kølig luftmasse over Danmark og manglen på skyer har fået temperaturen til at falde støt natten igennem.

Koldest er det i Horsens i Østjylland, hvor temperaturen foreløbigt har været nede på minus 7,6 grader.

I resten af landet har der generelt også været frost, og det er kun i kystnære områder, at temperaturen har holdt sig over frysepunktet.

Vær derfor opmærksom på, at der er risiko for glatte veje torsdag morgen, hvor der stedvis er både is og sne på kørebanerne.

Det klare og smukke vejr fortsætter, og i takt med at solen står op, vil langt de fleste danskere kunne nyde en særdeles smuk dag med masser af solskin.

Masser af sol - men enkelte byger kan ramme Vestjylland

I den østlige del af landet vil solen skinne til solnedgang torsdag eftermiddag.

Her vil temperaturerne kun lige komme over frysepunktet i dagtimerne, og med rolige vindforhold vil man ikke opleve, at vinden får det til at føles koldere.

Den tørre og klare luft sikrer også, at sigtbarheden er god, så der hverken er dis eller tåge, som kan genere.

I den vestlige del af Jylland vil der i dagens løb kunne komme lidt flere skyer fra Nordsøen. Derudover kan der i eftermiddagstimerne også dukke enkelte byger op, der kan være med slud og tøsne. De fleste - også i Vestjylland - vil dog fortsat opleve torsdagen som en meget flot dag.

Det smukke torsdagsvejr skyldes en såkaldt højtryksryg. I en højtryksryg synker luften nedad, hvilket udtørrer den og medfører opløsning af skyer og undertrykkelse af nedbør.

Natten til fredag bevæger højtryksryggen sig mod øst, og lavtryk med fronter truer os igen. Det kan give regn, slud og tøsne i løbet af fredagen.