Vejr

Nu lysner det - endelig får vi mange timer med solskin og lys

Allerede i morgen kan næsten alle nyde solskin, og om få dage bliver det solrigt i hele landet.

Vinterdepressioner kan banke på, når skyer og gråvejr konstant holder lyset væk. Det er præcis det, vi har oplevet den seneste uge herhjemme.

Efter nogle smukke juledage er der kommet sølle 42 minutter med solskin på landsplan den seneste uge. Vi trænger til solskin og højt til himmelen. Det er præcis det, prognoserne nu peger på.

I nat vil en koldfront efterfulgt af opklaring spadsere ind over Danmark, så de fleste kan stå op til morgensol tirsdag morgen.

Tirsdag med mere sol end hele den seneste uge

Vejret vil tirsdag veksle mellem sol og skyer, og indimellem vil skyerne kaste en kortvarig byge af sig. Der kommer langt mere sol, end der er kommet hele den seneste uges tid.

I eftermiddagstimerne bliver der mindre plads til sol i Jylland, og der kan optræde både regn- og sludbyger.

Onsdag byder på opklaring med sol fra vest

Først på onsdagen vil skyerne dominere. Der kommer også nedbør til alle dele af landet. Det meste nedbør vil være regn, men der kan også komme slud og tøsne.

Solrig og meget smuk torsdag

Natten til torsdag klarer det op i hele landet. Termometrene når ned under 5 graders frost mange steder, men det er et godt tegn. Det er på grund af kold og tør luft og betyder, at torsdagen bliver meget smuk.

Her kan vi måske få omkring 5 timers landsdækkende solskin - akkurat som vi oplevede i juledagene.

Prisen for det smukkere vejr er, at det bliver koldere. Det er dog en pris, de fleste vil betale, og vejret bliver da også "bare" normalt for årstiden.

Vejret den seneste uge har været ualmindeligt lunt for december og januar.