Vejr

Sådan endte vejret i 2021

Tornadoer, kraftige skybrud, hård frost og ekstrem varme. Det er bare et lille udpluk fra vejret i 2021. TV 2 VEJR giver en gennemgang her.

Endnu et år er slut, og vi skal nu vænne os til at skrive 2022.

Derfor har TV 2 VEJR været en tur i arkiverne for at se tilbage på vejret i året, der gik.

Og hvilket vejrår det er blevet til.

I Danmark endte både middeltemperaturen, nedbørsmængderne og antallet af solskinstimer på omkring det normale. Men bag disse tal gemmer der sig en lang række af enkeltstående begivenheder og perioder, der vil skrive sig over i vejrhistorien.

Temperaturrekorder faldt på stribe

Med en middeltemperatur på 8,7 grader ender 2021 på præcis den gennemsnitlige årlige middeltemperatur for perioden 1991-2020.

Igennem året har der dog været mange udsving med både ekstrem kulde og ekstrem varme. Det er februar blandt andet et godt eksempel på.

Måneden startede nemlig med et markant kuldefrembrud de første to uger. Flere landsdækkende isdøgn blev registreret, og fredag 12. februar endte med årets laveste temperatur.

Iskolde 20,7 graders frost viste termometeret i Horsens og gav os den laveste temperatur i ni år.

Men februar vendte på en tallerken, og den sidste halvdel af måneden endte med ekstrem varme. Her oplevede vi den tidligste dag i dansk vejrhistorie med over 15 grader.

Herefter fulgte en marts måned, der sluttede af med ekstrem varme. Over 20 grader blev der målt 31. marts, hvilket var tæt på et rekordhøjt niveau. Flere steder i Europa blev der sat nye varmerekorder for marts.

Både april og maj sluttede koldere end normalt. Faktisk oplevede vi i slutningen af april de koldeste nætter i 40 år så sent på foråret. Helt ned til omkring 6 graders frost blev der målt flere af nætterne.

I juni blev årets højeste temperatur målt med 34,0 graders varme ved Hammerodde på Bornholm. Det var endda nok til at sætte ny junirekord for Klippeøen.

Den ekstreme varme fortsatte ind i juli, hvor der i midten af måneden blev registreret landsdækkende hedebølge.

Det var ikke kun i Danmark, at der i løbet af sommeren var ekstrem varme. I hele verden er temperaturrekorder landet på stribe i løbet af året.

I det sydvestlige Canada blev der i slutningen af juni målt ekstreme 49,6 graders varme i byen Lytton. Hedebølgen havde sine konsekvenser, da flere mistede livet.

Senere på sommeren kunne Europa sætte ny varmerekord, da et termometer på Sicilien i midten af august viste svedende 48,8 graders varme.

Herhjemme efterfulgtes sommeren af et efterår, hvor alle månederne endte varmere end normalt. I alle tre efterårsmåneder blev der registreret ekstreme nattetemperaturer.

September fik en usædvanlig høj minimumtemperatur på 2,7 grader. Siden 1874 er det kun sket fem gange før med så høj en minimumtemperatur i efterårets første måned.

I slutningen af oktober blev der registreret en nat, der var en sommernat værdig. På intet tidspunkt kom temperaturen under 11,5 grader igennem en hel nat.

To tornadoer rammer Danmark samme dag

En af de mest bemærkelsesværdige begivenheder fandt sted i midten af august.

Her blev Lolland, Falster og Møn ramt af nogle meget kraftige tordenbyger. I forbindelse med disse byger blev der ikke bare dannet én, men hele to tornadoer – på én og samme dag.

Den ene af tornadoerne raserede ved Lendemarke på Møn. Her efterflod tornadoen et flere kilometer langt spor af ødelæggelser. Blandt andet blev store poppeltræer revet op med roden, mens et hus mistede sit tag.

Tornadoen på Møn blev aldrig dokumenteret. Derimod er det analyser af meteorologiske forhold, som er med til at understrege, at der med meget stor sandsynlighed var tale om en ægte tornado.

Cirka 60 kilometer sydvest for Lendemarke blev der til gengæld skrevet dansk vejrhistorie. Herfra tikkede der nemlig en seervideo ind, der tydeligt viser en regulær tornado, som udgår fra en såkaldt supercelle.

Tornadoen blev filmet lidt nord for Maribo af Dorthe Ellehave.

Usædvanligt mange skybrud

Året endte en smule tørrere end normalt. Sammenlagt ender 2021 med 741 millimeter nedbør, omkring 18 millimeter mindre end det normale.

En af de måneder, der i den grad trak op, var maj. Over 100 millimeter nedbør faldt der i forårets sidste måned, hvilket endte med at give den næstvådeste maj siden 1874.

Takket være maj endte foråret som helhed med at blive det vådeste siden 1983.

I løbet af sommeren kom der et utal af skybrud. Tæt på 120 lokale skybrud fordelt på 26 døgn.

Det kraftigste af dem fandt sted i Kalundborg 26. juli, hvor der faldt ekstreme 42,1 millimeter nedbør på 30 minutter.

Også i Kerteminde oplevede man i juli kraftig nedbør. Her faldt der ved en privat måler 169 millimeter nedbør på et døgn. Det sikrede en uofficiel rekord for mest nedbør i løbet af et døgn.

Flere af skybrudene ledte til voldsomme oversvømmelser. De kunne dog ikke hamle op med de oversvømmelser, som man i blandt andet Tyskland måtte kæmpe med i løbet af sommeren.

Kraftigste blæsevejr i halvandet år

Onsdag 22. september ramte et kraftig blæsevejr Danmark. Med vindstød af stærk storm flere steder blev blæsevejret det kraftigste på dansk jord i halvandet år.

Der blev dog ikke målt middelvind af stormstyrke. Faktisk er der ikke blevet målt middelvind af stormstyrke i Danmark i 644 dage. Det er den længste periode uden storm i Danmark. Middelvinden er et gennemsnit af vindstyrken over en periode på ti minutter.

Hele 2021 ender som blot det andet kalenderår siden 1874 uden storm. Det er kun 1974, der også har været helt fri for storm.

Som det fremgår af artiklen har 2021 budt på lidt af hvert – rent vejrmæssigt. Og så er der ikke engang nævnt, at store dele af Danmark var dækket af sne juleaften, eller at Nordjylland blev lammet af en regulær snestorm 1. december.

Hvordan vejret vil udarte sig i 2022, kan kun guderne vide, men én ting er sikkert, TV 2 VEJR vil i det nye år igen guide dig igennem alt det vilde vejr, der måtte komme.

I mellemtiden kan du på TV 2 PLAY hygge dig med at se 'Dit vejr 2021'.