Vejr

Juledag var bidende kold - bød på den koldeste decemberdag siden 2012

De lave temperaturer skyldes blandt andet det snevejr, der ramte landet lillejuleaftensdag.

Allerede i går stod det klart, at julenat var blevet ekstrem kold, da man flere steder stod op til mellem 10 og 15 graders frost.

Ved Flyvestation Skrydstrup, som ligger vest for Haderslev, blev der i de tidlige morgentimer målt hele -17,5 grader, som er den koldeste decembernat målt herhjemme siden 2010.

Kigger man specifikt på julenat, så var det den tredjekoldeste julenat nogensinde, og målingerne går helt tilbage til 1874.

Koldeste decemberdag siden 2012

Det var ikke kun julenat, som var den koldeste i mange år.

Da juledag lakkede mod enden, stod det klart, at selve dagen også havde været usædvanlig kold.

I Billund var dagens absolut højeste temperatur kun -5,0 grader, hvilket betyder, at der på intet tidspunkt hele juledag var varmere end 5 graders frost.

Det er den laveste dagsmaksimumstemperatur i december siden 2012.

Dagen bød også på udbredt dagsfrost, og store dele af landet oplevede et isdøgn, som er når temperaturen holder sig under frysepunktet hele døgnet.

Kun ved kysterne, hvor man ligger tæt på det lune havvand, kom temperaturen over nul.

Snedække og stille vejr giver anledning til isene kulde

Det iskolde vejr, som de seneste dage har ramt landet, er et resultat af en god blanding af forskellige vejrforhold.

En svag højtryksryg lå juledag lige sydvest for landet, som gav anledning til stille og klart vejr, samtidig med at der højt i atmosfæren kom kold luft ned over landet fra nord.

Dette kan ses på kortet ovenfor, som viser, hvor varmt der er i halvanden kilometers højde over Jorden. Meteorologer benytter ofte temperaturen i denne højde, da det er et nyttigt redskab til at se, hvordan vejret og temperaturen bliver nede på overfladen.

Juledag lå der også sne mange steder, og det har faktisk en stor indflydelse på, hvor koldt det er.

Det virker måske overraskende, men sne virker som en fremragende form for isolation og holder godt på varme.

Et lag sne på jorden kan derfor holde på jordens varme og dermed sørge for, at luften kan køles ned meget mere, end hvis der ikke lå noget sne.

På satellitbilledet fra i går kan man også se, at der lå sne på jorden mange steder.

Det kolde vejr fortsætter i dag 2. juledag, hvor der flere steder er målt temperaturer på mellem 10 og 14 graders frost.