Vejr

Større snevejr rammer Danmark dagen før juleaften

Snevejret kan give problemer for juletrafikken.

Mange forbinder julen med et hvidt snelandskab.

Det er bare langt fra hvert år, at der ligger sne 24. december. Langt oftere må man tage sig til takke med et grønt julelandskab udenfor, når julegaverne skal pakkes op.

Men i år er sagen helt anderledes.

Et større snevejr skal således passere landet i løbet af lillejuleaftensdag. Dermed vil mange danskere stå op juleaftensdag med et snedække udenfor.

Derfor er spørgsmålet ikke, om vi får en hvid jul i år, men hvor stor en del af landet, som vil være dækket af sne juleaften. Og der er spænding til det sidste, om den landsdækkende hvide jul bliver en realitet.

Lige nu står hvidjulsbarometeret på 50 procents chance for en landsdækkende hvid jul. Det kræver, at der om eftermiddagen juleaftensdag ligger mindst en halv centimeters sne i 90 procent af landet.

Snevejr kan give mere end ti centimeter sne

Lige nu med to dage til juleaften er størstedelen af landet stadig grønt.

Men det skal et lavtryk lillejuleaftensdag nok lave om på.

Allerede torsdag morgen vil der, især i Jylland, være spredte snebyger. I takt med at en frontzone placerer sig hen over landet, bliver nedbøren efterhånden mere sammenhængende.

Dermed vil en stor del af landet torsdag eftermiddag opleve snevejr. Det er stort set kun det nordligste Jylland, der vil gå fri.

Det større snevejr kan skabe problemer på en af årets travleste rejsedage. Derfor opfordres der til at køre efter forholdene, når man begiver sig hjem til familien for at fejre jul.

Selve lillejuleaften går lavtrykscentret i land. Her er det særdeles afgørende, hvilken bane lavtrykket ender med at tage.

Nedenstående kort giver et øjebliksbillede af den rute, som lavtrykket formentlig vil tage. Sydvest for linjen vil nedbøren efterhånden gå over i regn torsdag aften, mens det nord for linjen fortsat vil falde som sne.

Der er dog fortsat stor usikkerhed om denne placering. En forskydning på bare 50 kilometer sydpå kan være med til at give den landsdækkende hvide jul.

Hvorom alting er, vil mange danskere stå op til mellem 2 og 12 centimeters sne. Mest sne vil der antageligt være lige nord for den sorte linje.

Snebyger juleaftensdag

Skulle der mangle sne juleaftensdag til at fuldende den landsdækkende hvide jul, er der fortsat lidt sne at hente om morgenen 24. december.

Her vil snebyger trænge sig på fra nord og gøre landskabet hvidt over de nordlige egne. Dermed er det altså den sydvestlige del af landet, der kan spolere håbet om den landsdækkende hvide jul.

Lige nu dækker prognoserne omkring 85 procent af landet med sne juleaftensdag, hvilket er lige på grænsen til de 90 procent.

Sidst, der var landsdækkende hvid jul i Danmark, var i 2010. Vi skal dog ikke mere end tre år tilbage til julen 2018 for at finde den seneste lokale hvide jul.