Vejr

Julevejret kan sende Danmark i den kolde dybfryser

Temperaturen kan i juledagene nå ned på iskolde 15 minusgrader.

Vejret i Danmark har de seneste dage været til den kølige side. Men snart bliver det meget koldere.

Lillejuleaften rammer et større snevejr det meste af landet med et udbredt snedække til følge.

Juleaftensdag kan der igen komme sne i form af en stribe snebyger fra nord. De kan være med til at dække nogle af de grønne huller, der måtte være tilovers fra torsdagens snevejr.

På den anden side af snebygerne venter der en opklaring til hele landet, som til juledagene vil give smukt og solrigt vejr.

Men med det solrige vejr følger der en iskold polarluft, der i weekenden lokalt kan sende temperaturen ned på under 10 graders frost. Men det afhænger af flere faktorer.

Kulden i weekenden afhænger af tre vigtige ingredienser

Om der bliver tændt op for den kolde dybfryser i juledagene kræver flere ingredienser.

For det første skal der en kold luftmasse til.

Her er der enighed blandt prognoserne om, at en front med snebyger passerer landet juleaftensdag. Herefter vil vinden komme fra nordlig retning.

Dermed bliver der åbnet for, at iskold luft fra de polare egne kan strømme ned til Danmark.

Derudover kræver det, at vejret bliver klart og stille, så varmen uhindret kan slippes ud i verdensrummet.

Luften fra nord er ikke bare kold, men den er samtidig også tør. Dermed ventes der to juledage, hvor vejret kommer til at vise sig fra sin smukkeste side med masser af solskin.

Men der mangler en ingrediens for, at det kan blive rigtig koldt. Og det er et snedække. Sneen er nemlig med til at isolere mod varmen fra jorden.

Med udsigten til et større snevejr lillejuleaften og lidt ekstra sne juleaftensdag, ser det ud til, at et udbredt snedække er muligt hen over juledagene.

Resultatet bliver en weekend, hvor temperaturen lokalt kan komme ned på tocifrede frostgrader, hvis ingredienserne blandes rigtigt.

Så koldt bliver det

Juleaftensdag vil der flere steder i Nordjylland være lokale isdøgn med frost hele døgnet. Om eftermiddagen rammer kulden resten af landet og får temperaturen til at falde allerede inden solnedgang.

I løbet af aftenen og natten falder temperaturen støt og roligt. Julemorgen vil man således stå op til mellem 2 og 10 graders frost. Lokalt kan det dog blive endnu koldere med helt ned til 15 graders frost.

Hvor det bliver koldest afhænger af, hvor sneen ligger, men Midtjylland, Midtsjælland og Nordsjælland ligner gode bud.

Juledag får temperaturen svært ved at komme over frysepunktet, og mange vil opleve dagsfrost.

Natten mellem juledag og 2. juledag bliver endnu en kold fornøjelse med mellem 3 og 8 grader. Igen kan termometrene lokalt komme ned på under 10 minusgrader.

2. juledag bliver igen med dagsfrost flere steder, inden juledagene sluttes af med endnu en kold nat.