Vejr

Dag for dag: Sådan vil sneen falde i julen - kan blive 20 graders frost

Fortsat spænding om den hvide jul – fredag kan nogle steder byde på 10 til 15 centimeter sne.

Der er stor spænding om den hvide jul i år, men prognoserne peger på, at mange vil kunne se hvidt på jorden, når aftenen falder på 24. december.

Og nogle steder endda en del mere end bare lige et tyndt lag.

Flere ting kan dog nå at ændre julevejret.

Grundlæggende ser det ud til, at der kommer til at ligge et bælte hen over landet med hvid jul mod nord og grøn jul mod syd.

Som det ser ud nu, ligger det meste af Jylland og Sjælland på den hvide side.

Bornholm er næsten helt sikkert hvid, mens Fyn er på vippen.

Sønderjylland og Lolland-Falster ser grønne ud.

Forskydning kan give hvid jul til alle

Men bæltet skal ikke forskyde sig ret meget, før sneen rykker hele vejen ned over Danmark, men det kan lige så godt flytte sig længere mod nord og give en grøn jul til de fleste.

Dermed er 2021 en reel hvidjulsgyser.

Men lad os kigge på de kommende dage. Her er onsdag den kedeligste dag med lidt skydække og lidt byger, men torsdag begynder der at komme mere udbredt nedbør.

Specielt lillejuleaften og natten til juleaftensdag begynder der at komme mere udbredt snefald.

På selve juleaftensdag vil der være sne i luften mange steder, og det kan give problemer for juletrafikken, for der kommer et udbredt snedække.

Hold øje i trafikken

Lokalt kan der falde 10 til 15 centimeter sne, hvilket kan gøre det udfordrende at krydse landet den 24.

I værste fald kan der komme store trafikale problemer på en af årets største rejsedage.

Om det så bliver landsdækkende hvid jul, er mindre sandsynligt. TV 2 Vejret har sat Hvidjulsbarometret til 33 procent ud fra de nuværende prognoser.

For at tælle som landsdækkende hvid jul skal der ligge mindst en halv centimeter sne i 90 procent af landet om eftermiddagen juleaftensdag.

Hvis der kommer det store snedække på juleaftensdag, kan vi dernæst se frem til nogle meget kolde juledage.

Både første og anden juledag kan der i så fald komme helt ned til 15 til 20 graders frost om natten.

Det er stå koldt, at man bør overveje, om det er en god ide at have for eksempel øl og sodavand til julefrokosten stående i skuret uden for.