Tirsdag var årets tidligste solnedgang – fra nu af lysner dine aftener

Solnedgangen tirsdag aften blev den tidligste i dette vinterhalvår.

”Nu vender det”, plejer vi at sige, når vi langt om længe når vintersolhverv.

Men faktisk giver det lige så meget mening at sige det i dag, tirsdag 14. december.

Døgnet er nemlig ikke symmetrisk i forhold til tiden, og derfor rammer den tidligste solnedgang og den seneste solopgang heller ikke årets korteste dag.

Og i dag er altså årets tidligste solnedgang.

Selvom det er sekunder, der er tale om, vil solen fra og med i morgen gå en lille smule senere ned dag for dag, indtil det hele vender igen næste sommer.

Omvendt skal vi helt hen til 28. december, før solopgangene vender.

Dine morgenstunder vil altså fortsat blive mørkere i to uger endnu.

Vintersolhverv er kortest

Årets korteste dag er stadig 21. december, hvor der bare er 6 timer, 54 minutter og 38 sekunder, fra solen står op, til den går ned.

Dagen i dag er 3 minutter og 36 sekunder længere.

Solen går allertidligst ned i Skagen. Her slukkes der for lyset allerede klokken 15.33. Seneste solnedgang finder vi i Blåvand, hvor der er sol helt frem til 15.57.

Nu kan man så passende spørge, hvorfor lige Skagen og Blåvand?

Forklaringen er, at der er to ting, der tilsammen afgør tidspunktet for solnedgangen. Nemlig stedets placering på nord-syd-aksen og stedets placering på øst-vest-aksen.

Generelt gælder, at jo længere man kommer mod nord, desto kortere er dagen i vinterhalvåret. Nord for polarcirklen er der polarnat, hvor solen slet ikke viser sig en periode hen over vinteren.

Dette skyldes Jordens hældning.

Solens gang

Men solen står også op i øst, og det er de to ting tilsammen, der gør, at det er Esbjerg og ikke Danmarks sydligste by, Gedser, der kan glæde sig over den sene solnedgang i dag.

Den asymmetriske fordeling af tiden skyldes, at universet ikke er skruet sammen efter lineal og vaterpas.

Ikke alene er Jordens bane rundt om Solen slet ikke cirkelrund, men ellipseformet. Jordens hældning i forhold til Solen er heller ikke konstant.

Og derfor rammer årets tidligste og seneste solned- og opgang heller ikke præcis på årets korteste dag, selvom man kunne synes, at de burde.